De fordømtes dronning

Jeg er i gang med den kendte vampyr-serie af Anne Rice. Jeg læste ‘En vampyrs bekendelser’ for et par år siden og ‘Mørkets fyrste’ for ganske nylig.

I den tredje bog i serien, ‘De fordømtes dronning’, har vampyren Lestat vækket moderen over alle vampyrer, Akasha, og det viser sig at have katastrofale konsekvenser. Akasha hader mænd, for hun mener, at de bær skylden for krig og alskens forbrydelser, så hun ønsker at udslette dem. Der er dog en enkelt undtagelse – Lestat – men ellers er hun forhippet på at dræbe så mange mandlige vampyrer som muligt. I vampyrsamfundet er der stor usikkerhed med hensyn til, hvordan Akasha skal stoppes, og samtidig begynder alle vampyrer at drømme om to gådefulde, rødhårede tvillinger. Hvem er de, og hvad er deres rolle i dette her?

Denne bog testede virkelig min tålmodighed, og var det ikke fordi, den stod på min to-read-liste for denne måned, så havde jeg lagt den fra mig allerede på et tidligt stadie. Det er trods alt ikke sjovt at kæmpe sig igennem en 600 siders bog, og da slet ikke, når det drejer sig om frivillig læsning. Men jeg gjorde det… og tog samtidig beslutningen om, at nu behøver jeg ikke at læse flere Anne Rice-bøger lige foreløbig! Jeg nåede kun tre bøger i denne måned, inden jeg tog den beslutning, men jeg har virkelig ikke været særlig imponeret over de bøger, jeg har læst, og jeg forstår heller ikke helt, hvordan hun har opnået den kultstatus med disse bøger.

Og hvad er problemet så med denne bog? Først og fremmest syntes jeg, at den var rodet. Denne gang fulgte man flere personer, men jeg savnede en mere tydelig sammenkobling fra start, ligesom jeg havde svært ved at interessere mig for mange af de nye personer – de fængede ganske enkelt ikke! Hist og pist var der dog interessante kapitler, men der var for langt imellem. Samtidig var der hele heksevinklen, som jeg ikke kunne forlige mig med. Det blev lidt for 90’er-agtigt til mig (underforstået – på den dårlige måde!). Jeg syntes ganske enkelt ikke, det passede ind.

Bogen er meget langtrukken, og ligesom i ‘Mørkets fyrste’ følte jeg til tider, at personerne talte udelukkende for at høre dem selv snakke og ikke fordi, de havde noget interessant at sige. Lange, laaaange scener som mest af alt virkede som et trick til at skrive en ekstra tyk bog. Suk.

Det er helt klart en af de mest trælse bøger, jeg har læst i år, og jeg har svært ved overhovedet at finde på noget positivt at sige om den. Jeg skal helt sikkert ikke læse mere af den serie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *