Den Første

De senere år har vampyrerne for alvor bidt (høhø) sig fast i bogmarkedet, og den ene paranormale bog efter den anden er dukket op hos boghandlerne – spækket med kærlighedshistorier om vampyrer, mennesker, varulve, feer, skyggefolk og hvad der nu ellers findes af væsner, der kan puttes ind i semi-realistiske verdener, hvor den uendelige kærlighed lever.

Men en ny bølge er allerede i gang, og her taler vi om den postapokalyptiske/dystopiske genre, som atter har rejst sig og nu dukker op som bestsellere hos boghandlerne eller som populære tv-serier eller film. Jeg har tidligere læst ‘Dødsspillet, som hører til blandt de bedste bøger, jeg har læst i år, og nu har jeg endelig læst ‘Den Første’ af Justin Cronin. Det krævede dog, at jeg satte en del tid af til det, for bogen er på over 1000 sider, så det er ikke en bog, du lige læser på en aften.

I ‘Den Første’ starter den amerikanske regering i al hemmelighed et eksperiment, hvor en række dødsdømte fanger bliver injiceret med en virus. Eksperimentet går galt, da menneskerne forvandles til stærke og frygtindgydende væsner med en voldsom smag for menneskeblod, og verden forfalder derefter hurtigt. Den lille pige, Amy, er en vigtig brik i spillet, for det er som om, at skæbnen har tiltænkt hende en helt særlig rolle – ikke bare under verdens undergang men også i tiden efter. En tid, hvor de sidste overlevende kæmper for at klare sig over for væsnerne og for hinanden.

Da jeg første gang hørte om denne bog, fik jeg at vide, at den handlede om vampyrer. Det er dog ikke rigtigt – de væsner, der er med i bogen, ligger temmelig langt fra vampyr-myten, og i bogen er menneskerne heller ikke helt enige om, hvad/hvem væsnerne er. De bliver kaldt alt lige fra glødepinde til zombier og viraler, men først og fremmest er det frygtelige væsner, som har meget lidt med mennesker at gøre, selvom de alle er født sådan – og derefter forvandlet efter et bid af væsen.

Bogen foregår primært i tiden efter verdens undergang, hvor store dele af USA ligger øde, og de få overlevende har samlet sig i små kolonier uden kontakt med hinanden. Menneskerne lever et simpelt liv, hvor de konstant forsøger at holde væsnerne på sikker afstand. Det er både interessant og tankevækkende, når ‘fremtidens mennesker’ finder ting fra før verdens undergang, som de forsøger at få til at virke. Ind imellem virker det troværdigt, ind imellem ikke (jeg havde for eksempel lidt svært ved at acceptere, hvor let de kunne få transportmidler til at virke igen).

Hele ideen om en verden, hvor det meste teknologi er skrællet bort, og hvor menneskerne er overladt til sig selv i kampen mod en uovervindelig fjende, giver naturligvis mulighed for at skildre en række personkonflikter og dilemmaer, som afspejler, om menneskeheden stadig rummer barmhjertighed, næstekærlighed og uselviskhed. Her har forfatteren brugt en række klassiske konflikter, som i mange tilfælde er relevante – men også kan virke en anelse uopfindsomme. Jeg vil undlade et eksempel her, da det kan afsløre for meget af handlingen, men jeg havde flere gange fornemmelsen af at ‘have set den film før’.

Bogen er god underholdning, selvom den er temmelig lang. Jeg sad et par gange og overvejede, om ikke den burde have mødt en redaktør, der kunne have skåret den lidt mere til, for der er flere gange, hvor der er lidt for megen stilstand og gentagelse, men det var ikke for alvor et problem. Til gengæld kunne den godt have mødt en korrekturlæser inden udgivelsen, for selvom det er umuligt at undgå en slåfejl eller to i en bog på over 1000 sider, så var der så mange i bogen, at det irriterede mig. Det er ganske enkelt noget sjusk.

Jeg smilede meget undervejs, for det var helt nostalgisk at læse bogen. Den minder mig på mange punkter om ‘Slutspillet’ af Stephen King, og da jeg slugte alt fra hans forfatterskab, da jeg var teenager, var det hyggeligt at læse noget, der mindede om. Jeg savner dog hans evne til at skabe nuancerede, spændende og levende personer, for her haltede ‘Den Første’. Man kom aldrig helt ind under huden på dem, og selvom de fleste virkede sympatiske, så brændte de ikke igennem.

Alt i alt var det en god læseoplevelse på trods af kritikpunkterne. Det er dejligt at se, at de dystre fremtidsbøger atter dukker op hos boghandlerne, og jeg håber, at de næste par år vil byde på en række perler. ‘Den Første’ er den første bog i en trilogi, og næste bog ventes at udkomme til næste år. Jeg er spændt på, hvad der vil ske i den og skal naturligvis også læse den.

2 tanker om "Den Første"

  1. Det er da et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror det afhænger meget af oplæseren. F.eks. er jeg stor fan af de danske højtlæsninger af Harry Potter, da oplæseren virkelig har en levende stemme. Jeg kan dog sagtens koncentere mig om at høre en englesk oplæsning, men jeg kan slappe af på en anden måde, når det er på dansk.

  2. Nikoline – jeg tror, jeg vil prøve en af de engelske på et tidspunkt – muligvis Harry Potter, da jeg kan forestille mig, at det må være hyggeligt at høre. Meeen jeg sværger mest til de danske, da de også er lette at få fat på via netlydbog.dk 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *