Den fredløse

SPONSORERET 

Jeg husker tydeligt, hvor gode anmeldelser denne bog fik i bogbloggerverdenen, da den udkom for nogle år siden, så den har længe stået på min to-read-liste. For nylig sponsorerede Bog & Idé så bogen, og så fik jeg den endelig læst! 

‘Den fredløse’ er skrevet af C. Evytt og handler om storbondens datter, Anna, der redder et ungt moderløst enhjørningeføl. Føllet trives ikke i fangenskab, men heldigvis hjælper den unge tater, Rham, da han fortæller hende om enhjørningenes frihedstrang og samtidig foreslår, at hun sætter det fri. Efter lidt tøven gør hun det, og et venskab opstår – ikke blot mellem hende og Rham men også mellem de to mennesker og den smukke enhjørning. Anna tiltrækkes af den unge tater, men den store klasseforskel gør, at de ikke bør ses sammen, og det bliver ikke bedre af, at hadet mod taterne blusser op i området. Anna og Rham må indse, at deres møde får vidtrækkende følger, som breder sig som ringe i vandet i mange år frem.

Hvis du forventer en smuk og romantisk bog om enhjørninger og et ungt elskende par, så risikerer du at blive skuffet. Bogen handler ganske vist om den forbudte kærlighed mellem Anna og Rham, og her spiller enhjørningen en vigtig rolle, men historien er i bund og grund ikke særlig smuk, for den er (heldigvis) ikke så stereotyp og forudsigelig, som jeg frygtede i starten. Selvom der er nogle klare konflikter i bogen, så bliver den heller ikke lige så ‘skinger’ og sort-hvid i sin beskrivelse som i for eksempel ‘Jordens søjler’, hvor de onde ler højt og længe. Her er der lidt flere nuancer med, og selvom jeg aldrig fattede sympati for bogens hovedskurk, så virkede personen dog i bund og grund som et almindeligt menneske med positive og negative sider.

‘Den fredløse’ er en letlæst bog. Selvom den ser intimiderende tyk ud, så er der brugt stor skriftstørrelse, og sproget er både enkelt og flyder let. Historien er langsomt fortalt – lidt for langsomt til min smag. De første 300-400 sider gjorde det mig ikke så meget, men der var næsten ingen fremdrift i historien, og det blev mere og mere frustrerende. Det ville have fungeret bedre, hvis historien var blevet strammet lidt op, så den blev 150 sider kortere.

Jeg kunne til gengæld godt lide variationen af personligheder, hvor det blandt andet var et plus i mine øjne, at Rham ikke blev den klassiske Disneyhelt – smuk, goodygood og rasende forelsket – men tværtimod temperamentsfuld og drikfældig. Det gjorde ham langt mere troværdig. Det samme med en række af Annas handlinger. Hun kunne have valgt anderledes og have ageret lige så egenrådigt og uigennemtænkt som mange af hovedpersonerne fra nutidens ungdomsbøger. I stedet foretager hun en række valg, som langt hen ad vejen virker troværdige i forhold til omstændighederne.

Alt i alt en fin læseoplevelse men dog ikke en, hvor jeg blev blæst omkuld. Jeg kan sagtens se, hvorfor der er folk, der forelsker sig i denne bog. Personligt ville jeg dog gerne have haft lidt mere kød på historien – eller at den var strammet lidt op, så den ikke var så lang.

En tanke om "Den fredløse"

  1. Pingback: Dæmoner | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *