Den overflødige kvinde

En af de få lydbøger, jeg nåede i august, var ‘Den overflødige kvinde’ af Rabih Alameddine. Den handler om den 72-årige iranske kvinde Aaliya, der bor alene i Beirut og tænker tilbage på et liv fyldt med bøger og mange interessante bekendtskaber. Aaliya oversætter hvert år en af sine yndlingsbøger til arabisk, hvorefter hun gemmer den væk. Det er selve processen med at udvælge og at oversætte, der gør hende lykkelig, og mens hun overvejer, hvilken bog hun nu vil oversætte, fortæller hun sin livshistorie.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af denne bog, men det viste sig, at den indeholdt en hjertevarm og tankevækkende beretning om en introverts kvindes liv i Beirut. Aaliya har både humor og en skarp tunge, og hun hudfletter flere af de familiemedlemmer og venner, som hun fortæller om i løbet af sin livshistorie. Især mændene får flere gange en harsk bemærkning – herunder også hendes tidligere ægtemand.

Alliya er en herlig kontrast. Hun er både intelligent og meget observant, men hun er ikke særlig social og foretrækker ofte bøgernes verden. Det forhindrer hende dog ikke i at følge med i andres liv, så hun ved meget om andres liv ved blot at lytte inde fra sin lejlighed.

‘Den overflødige kvinde’ giver et interessant og anderledes indblik i en ældre kvindes liv i Beirut – både i forhold til kulturen men også den ældre kvindes refleksioner over livet. Jeg elskede hendes skarpe kommentarer, for der var ingen tvivl om, at her var en kvinde med meninger, og alligevel er der en sårbarhed over hende, som gør hende uendelig menneskelig – og elskelig. Bogen kan bestemt anbefales, også selvom der var enkelte steder, hvor den trådte lidt vande.

6 tanker om "Den overflødige kvinde"

  1. Meget inspirerende anmeldelse 🙂 Det er en af de lydbøger jeg har haft “stående” på min hylde hos Mofibo rigtig længe, men jeg har bare ikke fået mig taget sammen, men nu skal den da lyttes snart.

    • Mange tak! Jeg var også glad for, at jeg endelig fik lånt den – jeg hyggede mig rigtig med at lytte til den, mens jeg lavede mad 🙂

  2. Jeg har kigget SÅ mange gange på den her bog i Arnold Busck. Forsiden har på en eller anden måde draget mig hver eneste gang, men jeg syntes, at selve fortællingen lød en anelse kedelig. Nu vil jeg dog helt sikkert smide den på læselisten! 🙂

    • Det er heller ikke en særlig actionpacked fortælling, men jeg synes, bogen rummer en masse fine betragtninger og små historier om hendes omgangskreds 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *