Det taler vi ikke om

Når jeg surfer på netlydbog.dk og låner lydbøger der, fører det både til nye, skønne bøger… og ret trælse oplevelser. Det skyldes, at jeg eksperimenterer meget mere, når jeg låner bøger her, for udvalget er ikke vanvittigt stor (jojo, det bliver bedre og bedre, men…), så ind imellem må jeg tage en chance og prøve bøger, jeg næppe ville have valgt, hvis jeg havde været på biblioteket. Det kan resultere i, at jeg får øjnene op for en ny forfatter eller serie – men det kan også føre til en træls læseoplevelse, når det viser sig, at bogen slet ikke er noget for en. Af samme grund er det ofte blandt mine lydbogs-anmeldelser, at de mest gnavne anmeldelser findes.

Men men… helt galt gik det heldigvis ikke denne gang, hvor jeg lånte ‘Det taler vi ikke om’ af Anna Grue – selvom den dog tabte pusten undervejs. Bogens hovedperson, Marie, er en ung kvinde, der er vokset op hos sine bedsteforældre, eftersom hendes forældre døde, da hun var spæd. Marie har altid troet, at de døde i en trafikulykke sammen med hendes storebror, men da mormoren dør, og Marie skal tømme barndomshjemmet, opdager hun en bunke breve, som tyder på, at der skete noget helt, helt andet dengang. Marie bliver besat af ideen om at finde frem til sandheden, og sammen med veninden Stine drager de til England, hvor Maries farfar og farmor tilsyneladende bor. Det viser sig, at sandheden er svær at finde frem til, og at fortiden bærer på mange forviklinger og triste skæbner.

Jeg havde en grim mistanke om, hvad baggrunden for historien kunne være, men på det punkt blev jeg positivt overrasket – det er ikke en bog, hvor plottet er let og hurtigt at regne ud. Når det så er sagt, så er det samtidig også et af mine kritikpunkter, for hvor det i starten var med til at bygge spændingen op, så var det også hovedårsagen til, at jeg blev ret træt af bogen til sidst. Der blev ved med at være små twist og knuder, der skulle løses, og selvom det var spændende at prøve at regne ud, hvordan det hele kunne hænge sammen, så føltes noget af det også ret konstrueret og påklistret.

Personerne i bogen er generelt sympatiske, men jeg blev ret skuffet, da der – selvfølgelig – også skulle være en romance undervejs. Komplet unødigt, usandsynligt og alt, alt for traditionelt. Suk. Det kan være en af grundene til, at jeg flere steder har set bogen omtalt som ‘dame-krimi’ (hvilket i øvrigt ville have skræmt mig væk fra at læse bogen, hvis jeg havde set det, inden jeg kastede mig over den), for det blev lige lovlig lægeroman-agtigt.

Bogen startede godt og fungerede fint frem til ca. halvvejs (måske lidt længere). Derefter gik det ned af bakke og blev en noget middelmådig oplevelse. Desværre. Letlæselig og hverdagsagtig fortællestil og en bog, som vil egne sig ok som ferielæsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *