Drengen der slog ihjel

Under den seneste udflugt til biblioteket faldt jeg over denne bog, hvis dramatiske bagsidetekst straks gjorde mig nysgerrig.

‘Drengen der slog ihjel’ er skrevet af Simon Lelic og foregår i en lille engelsk by, hvor et brutalt mord finder sted. Den unge pige Felicity er blevet dræbt, og mistanken falder hurtigt på hendes tolvårige klassekammerat, Daniel. Byen er i chok, og borgerne er rasende og fortvivlede over den uforståelige handling. Den lokale advokat, Leo Curtice, vælger at påtage sig forsvaret af drengen, men aner ikke hvilken hvepserede, han med den handling vælger at stikke hånden ned i, for hvem vil dog forsvare et menneske, der har begået sådan en udåd? Snart finder Leo ud af, at hans beslutning, som han troede ville fremme karrieren, tværtimod truer med at splitte familien, for mange har svært ved at acceptere, at han kan forsvare en så kynisk og grusom morder.

Bogen fokuserer på et af de få tabuer, der efterhånden er tilbage – nemlig når børn slår ihjel. Hvordan kan man forstå sådan en handling – og skal man overhovedet forsøge? Disse overvejelser er interessante, men jeg synes ikke, at bogen går nok i dybden med disse. Pludselig tager bogen fart og går i en helt anden retning, og der begyndte det at skure lidt. Der er et par ting, som ikke hænger så godt sammen, og bogen ender et helt andet sted, end jeg forventede. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg syntes, at forfatteren tog nogle underlige valg og lod et spændende bog fuse ud i et rodet miskmask til sidst.

Det er en kort bog – ca. 280 sider – og det er lige lovlig kort til et emne som dette – især når forfatteren bruger tid på andre ting i bogen, som er knapt så spændende.

Jeg er desværre ikke så begejstret for denne bog som ventet. En spændende og dramatisk opstart glider stille og roligt ud i det småforvirrende forløb, som ender ret fladt og uinteressant. Ikke en bog jeg kan anbefale. 

2 tanker om "Drengen der slog ihjel"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *