Drengen i den stribede pyjamas

‘Drengen i den stribede pyjamas’ blev filmatiseret for nogle år siden, og jeg har efterfølgende flere gange overvejet at se den. Jeg ville dog gerne læse bogen først, så da jeg faldt over lydbogsudgaven hos Ereolen.dk, lånte jeg den med det samme.

‘Drengen i den stribede pyjamas’ fortæller historien om den ni-årige Bruno, der vokser op i Berlin under 2. Verdenskrig. Han lever i sin egen lille barneverden og ved intet om krigen eller de ting, der foregår udenfor Tyskland. Da hans far, som arbejder i hæren, bliver forfremmet, skal hele familien flytte til Auschwitz. Bruno er stærkt utilfreds, for ikke bare skal han flytte fra sine venner – han skal også bo i et hus, der kun er tre etager højt! Det er en klar forringelse i forhold til barndomshjemmet, der er på hele fem etager.

Bruno har svært ved at falde til i det nye hjem. Han bruger en del tid på at kigge på menneskene i den lejr, der ligger lige ved siden af. En dag beslutter han sig for at gå på opdagelse i haven og ender til sidst nede ved lejrens hegn, hvor han støder på den jævnaldrende Shmuel, der er iført en stribet pyjamas. De to drenge falder i snak og et venskab opstår. Nu har Bruno endelig en at snakke med, og det bliver snart en del af dagligdagsrutinen at snige sig til at mødes med Shmuel.

Historien om en koncentrationslejr under 2. Verdenskrig er interessant vinklet ved, at den er set gennem et barns øjne. Desværre synes jeg ikke, at det er særlig vellykket, da Bruno fremstilles som tindrende naiv grænsende til dum. En helt banal ting såsom navnet Auschwitz” opfatter han konsekvent forkert (han hører det som “Afsides”) og det samme sker med “Føreren” (som han konsekvent opfatter som “Fyren”). Og ja, en ni-årig dreng, der tidligere har levet så isoleret som han, vil selvfølgelig ikke forstå alt, men eftersom vrimler med soldater hver dag, så virker det komplet utroværdigt, at han ikke samler bare lidt viden op om, hvad der foregår. 

Men tilgiver man dette, så er det en ok fortælling, hvor Brunos næsten nævenyttige naivitet er med til at give historien lidt kant, så kontrasten mellem ham og Shmuel bliver tegnet tydeligt op. I betragtning af hvor kort, historien er, så var jeg faktisk positivt overrasket over, hvor godt man også når at lære Brunos familie at kende. De når ikke at blive meget dybe personligheder, men man får alligevel et fint indtryk af hvilke mennesker, de er.

Jeg synes, at historien har en interessant slutning (som jeg naturligvis ikke røber her). Den overraskede mig, og den er med til at give dybde til den ellers lidt for overfladiske fortælling om mødet mellem den tyske overklassedreng og den polske jødedreng.

Samlet set en ok lytteoplevelse, men den rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet på. Der har været mange andre bøger om 2. Verdenskrig, som har gjort større indtryk på mig.

 

2 tanker om "Drengen i den stribede pyjamas"

  1. Uha, lad være med at se filmen… Eller gør det! Haha… Jeg har set den to gange, mere eller mindre imod min vilje, da jeg begge gange sad i en bus i Peru, hvor de viste den. Jeg ved virkelig ikke hvad det er for en film at vise i en bus, men på trods af, at jeg ingen af gangene helt fik fat i dialogen, så endte jeg med at tudbrøle begge gange… i bussen… Ja, jeg har så ikke set den siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *