Drengen og dæmonen

Det er ved at være nogle år siden, jeg læste første bog i denne serie – ‘Dragen, sangeren, helten’ – men da jeg faldt over ‘Drengen & dæmonen’ på biblioteket, vidste jeg, at nu var det på tide at komme videre med serien.

‘Drengen & dæmonen’ er skrevet af Jens Østergaard, og ligesom forgængeren er det efterforsker Thomas Nyland, der er hovedpersonen. I bogen forsvinder en politimand og en 6-årig pige under mystiske omstændigheder, og politiet indleder en intens jagt på de forsvundne samt den eller de gerningsmænd, der står bag. Det kan være en kamp mod tiden, for det tyder på, at pigen er kvæstet og vil dø af blodtab, hvis hun ikke snart får lægehjælp. Men hvem kan finde på at bortføre en 6-årig pige? Og hvem er det, at hun og moderen tilsyneladende har været på flugt fra?

Denne bog kan sagtens læses uafhængigt af forgængeren. Der er referencer til den første bog, men de er forklaret tilpas meget til, at man ikke behøver at have læst den første bog i serien – selvom jeg nu generelt vil anbefale, at man gør det, for den er udmærket.

Tilbage til ‘Drengen & dæmonen’. Helt overordnet var det en udmærket læseoplevelse. Man bliver med det samme nysgerrig, for hvad er det, der foregår? Hvorfor forsvinder både pigen og politimanden, hvor er de, og ikke mindst – hvem står bag? Forfatteren formår hurtigt at opbygge en småparanoid stemning, hvor man ikke er i tvivl om, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke politiet finder frem til de forsvundne meget hurtigt.

Der er nogle steder undervejs, hvor jeg synes, der forklares for meget i detaljer, og det er især passagen med forklaringen om ‘de vilde børn’, som var lidt for ‘nu forklarer jeg dig lige plottet’-agtigt. Der argumenteres lige lovlig meget for, hvorfor dette kan være en plausibel grund til pigens opførsel, og det irriterede mig lidt. Show it, don’t tell it.

Til gengæld er plottet interessant, om end det bliver for let at regne ud. Historien behøvede ikke at være lige så snørklet, som Chris Carters bøger ind imellem kan være, men jeg savnede lidt mere kompleksitet og forvirring, og bogen måtte såmænd gerne have været 100 sider længere, hvis det var nødvendigt. Men ligesom med Carters bøger er det rart med en hovedperson, der ikke er alkoholiker eller skilsmisseramt. Thomas Nyland virker faktisk som et rimeligt normalt menneske – selvfølgelig med visse udfordringer og mental bagage, men ikke en misbruger eller en stodder, hvilket krimigenren ellers lider lidt under.

Som sagt – en udmærket læseoplevelse, der dog også havde en række skønhedsfejl. Jeg kan dog sagtens finde på at læse videre i serien, hvor tredje bog mig bekendt er udgivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *