Droppet: De ydmygede og de sårede

Jeg lånte ‘De ydmygede og sårede’ af Fjodor M. Dostojevskij i starten af februar, da jeg havde planer om at læse flere af hans bøger i denne måned. Selvom starten var god, så endte jeg med at droppe bogen. Det var selvfølgelig ret træls, men omvendt fik det mig til at gruble over, hvorfor jeg måtte opgive den, og jeg kom frem til et interessant resultat.

Først og fremmest – jeg nød starten af denne bog, og det skyldtes især oplæseren, som var meget dedikeret og stemningsskabende. Som jeg kom længere ind i bogen, blev det sværere og sværere at huske handlingen, hvilket naturligvis ikke var særlig givende for læseoplevelsen. Jeg kunne fortsat godt lide oplæsningen, men jeg følte det, som om selve historien smuldrede mellem mine hænder. Til sidst var det så frustrerende, at jeg droppede bogen – det virkede fjollet at lytte til en historie, der nægtede at sætte sig fast i min hukommelse.

Jeg tror, at mit problem med denne bog bunder i, at den primært er baseret på dialog. Der mangler handling og baggrundsfortælling, som ikke kommer direkte ud af munden på bogens personer, og selvom det var hyggeligt at høre personerne tale sammen, så var de lange samtalepassager også med til at dræbe historien for mig. Det kom faktisk som en overraskelse for mig, at den skrivestil havde den virkning på mig, men det er min umiddelbare konklusion – at bogen ganske enkelt indeholdt for lange passager med dialog.

5 tanker om "Droppet: De ydmygede og de sårede"

  1. Ah. Ja. Dostojevskij kan være lige lovligt glad for lange dialoger – jeg har ikke læst denne, men mindes at have lidt á la samme problem med ‘Brødrene Karamazov’.

    • Ahaa! Det vidste jeg ikke. Jeg læste i øvrigt en anden bog af ham (eller rettere en samling på to fortællinger). Den ene kunne jeg rigtig godt lide, mens den anden ikke sagde mig så meget. Tror jeg fortsætter udforskningen af hans forfatterskab senere på foråret 🙂

  2. Jeg må indrømme at mit, på nuværende tidspunkt, eneste bekendtskab med Dostojevskij heller ikke var en dans på roser! Jeg havde valgt en bog af overkommelig størrelse, nemlig Dobbeltgængeren, men på trods af de omkring 200 sider var det en kamp at komme igennem den.

    • Hm… måske er hans værker generelt lidt knudrede og svært tilgængelige? Jeg har lige lånt endnu en lydbogsversion af en af hans bøger, så nu kan jeg snart teste det igen 🙂

  3. Pingback: To fantastiske fortællinger | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *