Eleanor og Park

Jeg følger en række booktubers, og mange har gennem de seneste måneder omtalt denne bog i rosende toner. Nu er den oversat til dansk og udkommer på min fødselsdag, den 4. marts, og jeg fik mulighed for at anmelde den, da Gad var så venlige at sende mig et eksemplar.

‘Eleanor og Park’ er skrevet af Rainbow Rowell og foregår i 1986. Bogen handler om den 16-årige pige, Eleanor, der netop er flyttet til Omaha sammen med moderen, de mange små søskende samt Eleanors ubehagelige og småpsykopatiske stedfar. Eleanor kommer fra en fattig familie, som kun lige kan klare sig, og det kan ses på hendes tøj. Det hjælper heller ikke, at hun føler sig buttet og forkert, og som den nye pige i skolen kommer hun helt automatisk til at falde lidt udenfor. På sin første skoledag møder hun Park i skolebussen, da det eneste ledige sæde tilfældigvis er ved siden af ham. Han lader hende være i fred – i modsætning til flere af de andre børn – men stille og roligt begynder hun at nyde hans (tavse) selskab, ligesom han begynder at få øjnene op for den sære, rødhårede pige. De falder i snak, og snart knytter der sig et bånd mellem de to spundet af tegneserier, rockmusik og kærlighed.

‘Eleanor og Park’ er både en kærlighedshistorie og en nostalgisk rejse tilbage til 1980’erne, hvor kassettebånd, naiv rock og kitchet tøj var med til at præge en hel ungdom. Det var dengang, man kunne lave mixtapes til sin elskede (det kunne man nu også i 90’erne, da jeg var teenager, men lad det nu ligge ;)) og hvor man i højere grad var afhængig af at lære ny musik via sine venner. Der er en vis naivitet over historien, som både skyldes tiden men også de to hovedpersoners personligheder.

Eleanor var en lidt speciel pige. Hun var egentlig let at holde af, men jeg syntes, at hun var lige lovlig paranoid og defensiv til min smag. Hun turde for lidt. Park virkede som en sød fyr, men manglede til gengæld noget kant og var lidt for anonym. Men sammen var de søde, og det var hyggeligt at se, hvordan deres venskab spirede frem og gik over til forelskelse. Jeg kunne næsten føle de sommerfugle, de havde i maven, lige inden de skulle se hinanden igen! 

Slutningen er lidt mærkelig. Jeg kan ikke gå i detaljer, da det vil røbe for meget af handlingen, men jeg syntes, at de sidste 50-70 sider tog en sær drejning og virkede ret påklistret – som om der pludselig skulle skrues op for actiondelen. Det trak desværre ned i min læseoplevelse – mest af alt fordi jeg ikke syntes, det passede ind i stilen i forhold til resten af bogen.

Alt i alt er det en sød, naiv og hyggelig bog om den første forelskelse og den usikkerhed, man føler, når man som teenager første gang åbner sit hjerte over for en anden – med risiko for, at han/hun ikke gengælder følelsen eller måske ligefrem gør nar af en. Det er en historie om at turde elske og turde glemme sig selv.

5 tanker om "Eleanor og Park"

  1. Du beskriver præcis mine tanker om slutningen! Drejet blev bare for mærkeligt, for thriller-agtigt midt i en sukkersød fortælling. Jeg sad tilbage og undrede mig over, præcis hvad der skete.

    Men åh ja. Kærlighedsdelen er bestemt fin og sød. Præcis som at opleve sin allerførste kærlighed igen 🙂

  2. Ja, det virkede ret påtaget. Sådan lidt som om at forfatteren pludselig blev klar over, at nu skulle bogen snart slutte og SÅ skulle der skrues op for actiondelen! Men egentlig en ok kærlighedsfortælling, selvom jeg gerne indrømmer, at det ikke er en genre, jeg dyrker så meget 🙂

  3. Det er sjovt, som man nogen gange hæfter sig ved forskellige ting. Jeg deler meget af din oplevelse af bogen – det er en fin, lille, lidt naiv historie (er alle gode kærlighedshistorier ikke i bund og grund naive?), men jeg syn's samtidig at bogen på en fin måde tager fat om to lidt dybere emner – “anderledes” børn og unge og betydningen af at kunne finde nogen at spejle sig i og dele sin outsider-status med, og ikke mindst svigtede og misbrugte børn. Eleanor har allerede inden bogen starter været udsat for at frygteligt svigt, og hendes hjem er på alle måder præget af misbrug – et misbrug der trækker tydelige sport i børnenes liv. Jeg syn's én af bogens styrker er den stille, men meget empatiske måde den lever sig ind i de børn situation – deres angst, deres håbløshed, deres kamp for overlevelse. Det var ihvertfald en vigtig del af min læsning af bogen (med det ekko i mit egen barndom der følger med). Derfor deler jeg heller ikke din oplevelse af Eleanor som paranoid – tværtimod syn's jeg hun påen fin måde spejler det svigtede barns tilbøjelighed til at holde det inde i sig selv og den tvivl der kommer ud af barnets forsøg på at være loyal.

    Slutningen virkede for action-præget, men forløbet kom ikke som en overraskelse. Det var, syn's jeg, hele vejen kun et spørgsmål om, hvornår det hele eksploderede for Eleanor. Min igen – det er nok fordi jeg hele vejen læste historien som på én gang en (sukker)sød lovestory og et drama.

  4. Ja, det er rigtigt – der er faktisk også nogle fine pointer mht. “anderledes” børn. Jeg havde dog gerne set, at der var flere detaljer mht. Eleanors fortid, eller at man “fik lov” til at komme lidt tættere ind på livet af hende.

  5. Pingback: Fangirl | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *