Emma

‘Emma‘ er nok den af Jane Austens bøger, jeg har læst de mest blandede anmeldelser af, og det skyldes først og fremmest hovedpersonen, der også lægger navn til bogen.

‘Emma’ handler om den unge kvinde af samme navn. Hun kommer fra det bedre borgerskab og bor alene sammen med sin lettere hypokondriske far. Emma elsker at lege Kirsten Giftekniv, og da hun samtidig har en mening om alt, blander hun sig tit i andres gøren og laden. Det kommer veninden Harriet til at mærke, da en bejler pludselig frier til Harriet, og hun søger Emmas råd. Emma mener bestemt ikke, at bejleren er et passende parti til Harriet og får manipuleret Harriet til at afvise ægteskabet. Emma har nemlig en langt bedre idé til et godt match og forsøger at bringe Harriet sammen med en anden ung mand, men til Emmas åbenlyse overraskelse slår det fejl. Det får dog ikke Emma til at opgive, og snart lægger hun nye planer…

Jeg kan sagtens forstå, at mange læsere ikke bryder sig om Emma, for ja – hun er ikke ligefrem den mest sympatiske eller vellidte hovedperson. Emma er stædig, naiv, manipulerende, bedrevidende og snobbet. Sidstnævnte er de fleste personer i bogen dog, men det siger mere om det samfundslag, bogen beskriver, end om Emma selv. For bogen foregår i et miljø, der fokuserer så meget på overfladisk skønhed og materialistiske detaljer, at det også føles utrolig distanceret og karikeret.

Når det kom til stykket, havde jeg egentlig ikke så meget imod Emma, for til trods for, at jeg ikke brød mig særlig meget om hendes personlighedstræk, så kunne jeg samtidig godt lide, at hun ikke er så perfekt. Der er noget utrolig naivt over hende, som gjorde, at jeg havde let ved at more mig over alle hendes krumspring og fiksfakserier for at få rænkespillet til at lykkedes. Jeg var dog samtidig også glad for, at jeg ikke var i Harriets sko – så havde jeg helt bestemt sat Emma på plads, for hun opfører sig ikke særlig betænksomt, selvom hun bilder sig selv ind, at det netop er, hvad hun gør.

Min største anke mod bogen er længden af historien. Den er ganske enkelt for lang til en så simpel og forudsigelig historie, og det gjorde, at jeg ind imellem kedede mig, mens jeg læste. Flere af dialogerne var også lidt for lange til mig. Jeg kan godt lide lange dialoger i teaterstykker, hvor mennesker af kød og blod fremfører dem, men i bøger kommer det let til at virke trægt, og det gjorde det på mig i denne bog. Det blev nærmest ord for ordenes skyld alene og ikke for at bringe nyt ind i handlingen.

Slutningen var heller ikke lige mig. Jeg syntes, den var lidt brat og kluntet – når nu bogen var så detaljeret og langtrukken på andre områder, så undrede det mig, at der ikke slutningen ikke blev serveret mere elegant. Og så var jeg heller ikke så vild med moralen, som virkede kold og kynisk. 

‘Emma’ er indtil videre den af Jane Austens bøger, jeg har moret mig mest over, og det ærgrer mig, at den ind imellem er så langtrukken, for det dæmper lidt af begejstringen for en ellers udmærket bog.

2 tanker om "Emma"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *