Ender’s Game

‘Ender’s Game’ er skrevet af Orson Scott Card i 1985 og blev filmatiseret sidste år. Jeg nåede desværre ikke at se filmen i biografen, men et eller andet sted gjorde det mig ikke så meget, for jeg ville gerne nå at læse bogen inden. Nu er jeg glad for, at jeg ventede, for der er en del forskelle mellem bogen og filmen, og selvom jeg stadig ikke har fået set filmen, så tror jeg, at jeg foretrækker bogversionen.

Bogen foregår i en højteknologisk fremtid, hvor menneskene har været i krig med en intelligent insektlignende race, hvor menneskene lige akkurat vandt. Men en ny krig truer med at bryde ud, og derfor bliver de dygtigste børn sendt på militærskoler for at blive oplært til at drage i rumkrig. Da den seksårige Andrew ‘Ender’ Wiggin bliver optaget på skolen, gør han sig hurtigt bemærket, og det hviskes i krogene, at han er noget særligt. Flere prøver at kanøfle ham, men Ender viser sig langt stærkere og klogere, end hvad man normalt kan forvente af et barn. Måske kan han blive en vigtig brik i krigen mod insekterne?

‘Ender’s Game’ er en barsk fortælling om, hvordan man – i et forsøg på at uddanne de bedste soldater – pacer små børn og hærder dem til at kunne gå i krig. Det virker umenneskeligt at sende børn helt ned til seksårs alderen på militærskole, hvor de gennemgår en hård og ubarmhjertig træning, men menneskeheden er desperat og frygter den kommende krig, så det er ikke noget, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Tværtimod er det en ære, at ens barn er dygtig nok til at blive optaget på skolen.

Mange af personerne i bogen virker ret ekstreme – blandt andet fordi det drejer sig om elitebørn. Det kan derfor godt runge lidt hult, når Ender allerede som barn er så skarpsindig og velovervejet i sine analyser. Det er dog i langt højere grad hans to søskende, Peter og Valentine, som jeg synes virker utroværdige. Jeg savner ræsonnement for, hvorfor de tænker og handler som de to gør, hvor jeg har meget lettere ved at forstå og acceptere Enders udvikling.

Det er en spændende, medrivende og actionfyldt fortælling, hvor hovedpersonen i den grad bliver sat på prøve gang på gang. Den kan godt virke ekstrem og (unødig) barsk, men den er så velskrevet, at jeg endte med at acceptere præmisserne – lidt ligesom du skal kunne forlige dig med, at børn kan være onde, når du læser ‘Fluernes Herre’. For ja, børn kan være onde, og det er de ind imellem også i denne bog.

En tanke om "Ender’s Game"

  1. Pingback: Fødselsdagsbøger og bogindkøb | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *