Et land i krig

Da jeg lavede listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, benyttede jeg lejligheden til at kigge på, om ikke der var noget historisk-inspireret litteratur, der kunne friste – og det var der.

‘Et land i krig’ er skrevet af Lars Halskov og Jacob Svendsen og handler om perioden 2001-2011, hvor Danmark blev involveret i krigen mod terror. Et meget nutidigt – og relevant – emne, og faktisk også lidt forfriskende at kunne læse en bog om krig, der ikke havde 2. Verdenskrig som tema.

Bogen starter med terrorangrebene den 11. september 2001 og fortæller om de politiske reaktioner i USA, og hvad det medfører for den amerikanske hær. Den amerikanske præsident er hurtig til at søge hjælp hos andre lande i krigen mod terror, og her melder den daværende danske regering sig på banen – klar til at bevise, at Danmark sagtens kan være relevant i store, vigtige militæraktioner. Selvom beslutningen om deltagelse i militæraktionerne tages på et meget spinkelt grundlad – der blev som bekendt aldrig fundet masseødelæggelsesvåben – så holder regeringen og store dele af oppositionen fast i, at Danmark skal deltage i krigen – også selvom det betyder, at det vil koste liv. Som årene går, bliver det dog mere og mere tydeligt, at problemerne i Afghanistan og Irak ikke kan løses på kort tid men kræver en langvarig indsats, og det tærer hårdt på militærets budget og politikernes troværdighed.

Det er et utroligt velskrevet og gennemresearchet værk, som både fascinerer og skræmmer på samme tid. En del af bogens oplysninger er kommet frem i medierne gennem årene, mens en lang række interviews og baggrundsanalyser er med til at skabe et indblik i, hvad krigen mod terror egentlig gik ud på, og hvordan politikerne fik fremstillet sagen i medierne. Det er bekymrende at læse om flere tilfælde, hvor politikere har fortiet oplysninger om drab på civile eller lignende oplysninger, der ikke ville være populære hos den danske befolkning.

Bogen er ca. 700 sider lang, så det er ikke en bog, du læser på en aften, for den kræver tid til at fordøje og tænke over. Men det er en bog, jeg absolut vil anbefale dig at læse – og selvom du måske ikke er specielt interesseret i udenrigspolitik og krigsstrategier. Det er et stykke samtidshistorie, du bør vide noget om.

Prologen til bogen ligger online – læs den her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *