Etiquette & Espionage

Det er ingen hemmelighed, at jeg hyggede mig vældig godt med at læse ‘Parasol Protectorate’-serien af Gail Carriger. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før jeg atter kastede mig over flere af hendes bøger, og der kom en rigtig fin undskyldning for det, da jeg faldt over ‘Etiquette & Espionage’ på tilbud under min ferie i Stockholm i sidste måned.

‘Etiquette & Espionage’ foregår også i 1800-tallet i en steampunk-udgave af vores verden. Og ja, der er selvfølgelig også sneget en vampyr og en varulv ind i handlingen, men derefter begynder bogen også at afvige fra ‘Parasol Protectorate’-serien. I ‘Etiquette & Espionage’ er hovedpersonen nemlig den 14-årige Sophronia, der er lidt af en prøvelse for sin mor. Sophronia er mere interesseret i mekaniske dimser end almindelige gode manerer, og det går jo ikke, så til sidst bliver hun sendt til Geraldine’s Finishing Academy for Young Ladies of Quality. Det viser sig dog, at dette er ikke en helt almindelig pigeskole, for udover de oplagte timer i dans og etikette, så bliver de også undervist i spionage… og i at dræbe!

Jeg er ret vild med oplægget til denne bog – jeg mener, en pigeskole hvor de lærer at spionere og dræbe? Hell yeah! Og det gør det ikke mindre sjovt/interessant, at det foregår i 1800-tallet, hvor kvinderollerne normalt ikke er min kop te. Samtidig er det også tydeligt, at det foregår i en verden lig den, Gail Carriger brugte til ‘Parasol Protectorate’-serien.

Sophronia er en lidt hmm… anonym hovedperson… nej, vent, det er ikke det rigtige ord. Måske bare lidt for overfladisk beskrevet? I hvert fald havde hun slet ikke så megen personlighed og charme som Alexia i PP-serien. Det er måske også en lidt tarvelig sammenligning, for Alexia er virkelig en quinde med ben i næsen, og her lider Sophronia muligvis lidt under sin unge alder. Heldigvis er Sophronia omgivet af et hav af sjove, skøre og charmerende personer, og selvom de ikke umiddelbart har så megen dybde, så fungerer det langt hen ad vejen fint – det er trods alt en rimelig letbenet ungdomsbog.

For ja – dette er i langt højere grad en ungdomsbog, og det ærgrede mig faktisk ind imellem, for jeg syntes ind imellem, at den blev lidt for enkel og overfladisk. Derudover var historien et stykke tid om rigtig at komme i omdrejninger, fordi hele rammen skulle beskrives først, så ting gik rigtig stærkt til sidst – måske endda lidt for stærkt, for jeg savnede svar på flere ting, som forfatteren gerne måtte have afsløret allerede i første bog i stedet for at udskyde det til en senere bog i serien.

Alt i alt var det et glædeligt gensyn med Gail Carrigers sjove, skøre og finurlige påfund. ‘Etiquette & Espionage’ er ikke nær så sjov som PP-serien, og den er også forholdsvis lang tid om at komme ordentligt i gang, men det er fin og letlæst underholdning, og jeg skal helt sikkert læse videre i serien, når jeg på et tidspunkt får købt næste bog.

3 tanker om "Etiquette & Espionage"

  1. Hvor lyder den bare dejlig 😀
    Har lige læst den første bog i “Parasol Protectorate’-serien”, jeg elskede virkelig tiden den var skrevet i! Så denne bog skal da helt sikkert på TBR listen ;D hehe

  2. Pingback: Curtsies & Conspiracies | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *