Flaskepost fra P

Jeg tror ikke, at forfatteren behøver en nærmere introduktion, for er der en dansk forfatter, som danskerne virkelig har taget til sig de senere år, så er det Jussi Adler-Olsen, der med sin serie om Afdeling Q har skabt en spændende og fængslende serie om en lille dansk kriminalafdeling, der opklarer bestialske mord og grusomme forbrydelser.

‘Flaskepost fra P’ er tredje bog i denne serie, hvor Carl, Assad og Rosa denne gang får fingrene i en flaskepost, der har boet flere år i en vindueskarm i Skotland, inden trioen sætter sig for at tyde brevets indhold. Sideløbende følger læseren en kidnapper, som er besat af at infiltrere religiøse sekter, bortføre deres børn og kræve løsepenge af forældrene.

Jeg holdt meget af de to første bøger, som fangede mig hurtigt, og især samspillet trioen imellem var med til at gøre bogen interessant. Jeg tror også, at det er på det punkt, at den tredje bog fejler lidt, for den er lige lovlig langtrukken i starten, og uden at afsløre for meget, så har trioen det mildest talt ikke særlig godt.

Men bogen vinder ved nærmere bekendtskab – eller rettere et stykke længere inde i bogen – hvor handlingen for alvor kommer i omdrejninger, og trådene så småt flettes sammen. Der kommer mere kød på Assad og Rosa, ligesom Carl også får flere nuancer, og det klæder alle tre figurer. Samtidig er det også rart, at kidnapperen – selvom han synes overlegen og meget struktureret – også bliver ret presset undervejs, for superskurke har en tendens til at blive kedelige og lidt for heldige.

Alt i alt en glimrende treer i denne spændende serie. Den første bog er stadig min yndlings i den serie, men jeg synes, at forfatteren er sluppet meget godt af sted med denne bog.

12 tanker om "Flaskepost fra P"

  1. Det matcher nu meget godt mit indtryk af bogen – at det på sin vis er lidt søgt nogen steder. Men det er nu en god bog. Nr fire synes jeg fungerer langt bedre, så glæd dig til den. Den er ligesom mere realistisk om minder på sin vis lidt mere om nr 1.
    Knus til dig

  2. NYBH – jeg synes også, den vinder ved nærmere bekendtskab, men i starten var den desværre lidt søgt på visse punkter, og kemien mellem trekløveret var lidt underlig – uden at det helt blev retfærdiggjort.

  3. Hanne – hæhæ, der er også noget af bogen, der foregår tæt på de steder, hvor jeg kommer dagligt, og det var da lidt sjovt pludselig at tænke “hov, det er da lige derovre, hvor…” 😀

  4. Jeg må have fundet ud af, hvor min datter har gjort af mit eksemplar. Sjovt nok er det meget forskelligt, hvilken af Jussis bøger, læserne foretrækker, men jeg er i hvert fald glad for hans personer og hans humor.

  5. Dorte H – ja, jeg havde også det samme indtryk af Larsson-krimierne – at det var meget forskelligt hvilken bog, folk foretrak. Der var i hvert fald stor uenighed blandt dem, jeg talte med om det 🙂

  6. Jeg må indrømme, at jeg også er blevet lidt bidt af Jussi Adler Olsens bøger. Bla fordi jeg også synes, at der er et dejlig strejf af humor. Og så er figurer tilpas karikerede. Jeg synes, at det er befriende at det ikke er en flok perfekte mennesker, men rent faktisk er nogen, der både bander, bøvser og bommer sig. Jeg var egentlig ret underholdt af denne bog og nyder forfatterens ret syge mordhistorier / baggrunde. Bog nr. to (Fasandræberne) var jeg ikke så imponeret over. Men jeg kan klart anbefale bog nr. 4 Journal 64. Den var også ganske underholdende.

  7. Pingback: Journal 64 | Den Lille Bogblog

  8. Pingback: Den grænseløse | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *