Flugten fra Camp 14

Jeg kan huske, at jeg læste om denne bog, da den blev udgivet tilbage i 2012, for det var ret enestående, at det var lykkedes en person at flygte fra en af koncentrationslejrene i Nordkorea. Det var dog først for nylig, at jeg fik læst den som lydbog.

‘Flugten fra Camp 14’ er historien om den unge mand, Shin Dong-hyuk, som vokser op i et af de frygtede koncentrationslejre i Nordkorea. Her lærer han, at tortur er hverdag, ligesom alle fangerne bliver indoktrineret med, at det er deres pligt at anmelde andre fanger, hvis de gør noget, der er imod reglementet. Shin ender derfor med at anmelde sin mor og bror, da han finder ud af, at de planlægger at flygte, og som tak skal han overvære drabene på dem.

Der er ganske tankevækkende at læse om et samfund, hvor der (stadig) eksisterer koncentrationslejre – ikke mindst den indoktrinering, fangerne bliver udsat for, hvor de bliver oplært til at stikke hinanden. Det er en virkelig syg tankegang, men er samtidig også meget effektivt, da det gør det langt lettere for lejrledelsen at kontrollere fangerne. Ingen stoler på hinanden, og et oprør bliver derfor holdt nede.

Historien om Shin er interessant, men den føles også noget rodet, da introduktionen, hvor journalisten også optræder, er forholdsvis lang. Her kommenterer journalisten også på flere forhold ved historien – blandt andet at koreaneren ændrede på historien flere gange, da han blev interviewet til bogen. Tre år efter, at bogen blev udgivet, skrev Jyllandsposten en artikel om, at Shin Dong-hyuk nu indrømmede, at han havde løjet om flere ting i bogen. Det ødelægger selvfølgelig lidt indtrykket af bogen, for jeg sidder som læser tilbage med en vis skepsis. Hvor meget af historien er egentlig sand? Det gør det samtidig også svært at anmelde bogen, for jeg ved ikke, om jeg skal vurdere den som en troværdig skæbnefortælling eller en skønlitteratur.

Men hvis vi lige glemmer, om det er sandt eller ej – det er både interessant og bekymrende at høre om livet i disse koncentrationslejre, ligesom Shins flugt bestemt heller ikke er let. Fortællestilen er jeg dog ikke så vild med, og det blev ikke bedre af, at oplæseren efter min mening ikke passede særlig godt til bogen.

2 tanker om "Flugten fra Camp 14"

  1. Jeg læste bogen for nogle år siden, og den ramte mig virkelig hårdt. Tænker der selvfølgelig er grund til mistro omkring handlinger i bogen, når personen flere gange ændre forklaring, men i det store perspektiv er det stadig en grusom fortælling og en biografi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *