Fødselsdagsgaver, bogindkøb og nye brugte bøger

Da jeg havde fødselsdag for nylig, var der heldigvis også et par hårde, firkantede pakker – aka bøger 🙂 Jeg fik to bøger, som jeg virkelig ser frem til at læse. ‘Salomons ring’ er fortsættelsen til Bartimæus-trilogien, som er en af mine favoritter mht. fantasy-serier. Jeg er meget spændt på, om den kan leve op til forgængerne. Jeg fik også ‘Doktor Søvn’, der er fortsættelsen til en af Stephen Kings mest kendte bøger, ‘Ondskabens Hotel’. Sidstnævnte er godt nok ikke blandt mine King-favoritter (hvilket egentlig siger mere om, hvor mange gode bøger, han har skrevet, end om kvaliteten af lige den bog), men jeg er ret nysgerrig mht. hvad der har fået ham til at skrive en fortsættelse, og hvad der mon vil ske i bogen.

Jeg fik også lidt penge i fødselsdagsgave, og da jeg havde lovet mig selv at shoppe lidt bøger lige efter fødselsdagen (så jeg kunne købe de bøger, jeg havde ’sparet op til’), så var det oplagt at kombinere disse to ting. Jeg har været lidt skeptisk mht. Saxos Plusmedlemsskab – måske fordi jeg er bange for, at det så vil betyde, at jeg vil føle mig forpligtet til at købe bøger hver måned, hvis jeg er medlem. Omvendt er det let at til- og framelde sig (ingen bindingsperiode eller lignende), så efter at have tjekket normalpriserne på de bøger, jeg ville købe, valgte jeg at købe dem til Pluspris. Det kunne især godt betale sig, eftersom jeg blandt andet købte ‘The Walking Dead’ hard cover-versioner, som per definition er dyre.

Stablen af indkøbte bøger er – for at sige det mildt – ret blandet! Der er både tegneserier, 1800-talslitteratur, ungdoms-sci-fi og en fagbog/biografi, og jeg glæder mig så meget til at læse dem alle sammen!

Udover ovenstående bøger har jeg i løbet af de sidste par måneder udnyttet nogle tilbud hos Bookoutlet. Her har jeg købt ‘Lockdown’, ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ og ‘Danse Macabre’.

Sidst men ikke mindst har jeg fået ovenstående bøger, da min svigermor sorterede sine skønlitterære bøger og derefter tilbød mig at kigge de kasserede bøger igennem, inden resten røg videre til genbrugsbutikken. ‘Den lukkede bog’ har jeg læst for nogle år siden og husker som ret god. Den kan jeg godt finde på at læse den på et tidspunkt. ‘Under en brændende sol’ har længe stået på min mentale to-read-liste, og ‘Giganternes fald’ føler jeg et eller andet sted forpligtet til at læse på et tidspunkt. ‘Små gule citroner’ er et sats. Jeg har virkelig ingen idé om, hvorvidt det er en bog for mig, men der er jo kun én måde at finde ud af det på…

Har du læst en eller flere af ovenstående bøger, og hvad syntes du i så fald om den/dem?

9 tanker om "Fødselsdagsgaver, bogindkøb og nye brugte bøger"

  1. Under en strålende sol læste jeg for år tilbage og husker den som rigtig god og fængende, jeg har derimod Drageløberen på to-read listen og har for nylig også fået den på hylden.
    Giganternes fald står også på min hylde og venter på at blive læst, jeg glæder mig fortsat!

    En rigtig fin stak du har fået hjem, og forsinket tillykke med fødselsdagen 😉

  2. Åh, glæd dig, glæd dig, glæd dig til 'Little Women'. Den er så god, så skøn og så fin. Jeg knuselsker den.

    Og fantastisk du også har købt Valentes 'The Girl Who …' – det er vitterligt en af de fineste børnebøger, jeg nogensinde har læst.

  3. Drageløberen læste jeg for nogle år siden. Den var god men dog også rimelig frustrerende på samme tid.

    Mange tak – der er underholdning nok til flere uger 😀

  4. Det gør jeg også! 😀

    Sidstnævnte er jeg meget spændt på. Folks reaktioner på bogen har været meget blandede, så jeg har været i tvivl om, hvorvidt den er noget for mig. Jeg håber ikke, at den er 'for stille' til min smag, men nu må vi se – jeg krydser fingre 🙂

  5. Jeg elsker Follets trilogi, som starter med Giganternes Fald – og nu hvor hele trilogien er udkommet – kan man jo læse den i rap. Jeg har læst bøgerne efterhånden som de er udkommet, og så går man lidt glip af nogle personrelationer, fordi det er længe siden man har læst den forrige bog.

    Den lukkede bog står også på min reol, jeg husker, jeg var en anelse skuffet over den – jeg havde forventet noget mere. Spekulerer dog også over, om det er sådan en bog, jeg ville være mere vild med ved en genlæsning – men det er nu ikke noget jeg lige umiddelbart har planer om.

    Khaled Hosseinis bøger er så barske, og dog helt fantastiske – især Under en strålende sol!

    Jeg har læst Små gule citroner, fordi jeg blev fanget af forsiden med de gule citroner på den sorte baggrund, men det er nu så mange år siden, at jeg faktisk ikke rigtig kan huske, hvad jeg synes om den – handlingen kan jeg dog godt huske. Pudsigt!

    God læselyst, der er noget at tage fat på med alle de nyerhvervelser til bogreolen!

  6. Sikke en masse gode bøger! Jeg vil selv rigtig gerne læse Doktor Søvn, The Martian og få begyndt på The Walking Dead.
    Jeg kan helt sikkert godt anbefale Under en strålende sol. Det er simpelthen så god, og var min favorit Hosseini-bog, indtil Og bjergene gav genlyd udkom – For det er også bare en fantastisk bog!

  7. Jeg glæder mig også til at læse 'Under en strålende sol'. Jeg er inde i en periode, hvor jeg læser en del bøger fra Mellemøsten (måske fordi jeg føler, jeg lidt har forsømt dette område historiemæssigt), og her vil denne bog jo passe fint ind 🙂

  8. Pingback: Drypvise bogkøb | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *