Freaks

Forlaget Turbine kontaktede mig for at høre, om jeg kunne være interesseret i at anmelde denne bog, og da jeg først havde læst foromtalen, var min nysgerrighed vakt.

‘Freaks’ er skrevet af Anika Eibe og handler om et freakshow – en form for cirkus befolket af vanskabninger – der rejser rundt i 1800-tallets England. Her er blandt andet drengen Jack, som har tre lange, krabbeklolignende fingre på hver hånd og en meget skællet hud samt pigen Violet, der bærer rundt på resterne af sin ikke-fødte tvillingesøster i den ene side af kroppen. Deres liv er ikke misundelsesværdigt, og de har svært ved at deltage i forestillingerne, men i det mindste er de blandt ligesindede i cirkusset.

På St. Bart’s hospital er lægen John Cavendish samtidig i gang med at forske i deformiteter, og han går længere og længere i sine eksperimenter i jagten på mere viden om de menneskelige vanskabninger. Da han hører, at et nyt freakshow kommer til byen, sikrer han sig straks billet til showet…

Stemningen og hele grundideen ved historien er interessant og anderledes. Jeg blev med det samme grebet af bogen og ikke mindst den verden, som den beskrev, og jeg forestillede mig levende, hvordan personerne og stederne så ud. Den første halvdel af bogen var rigtig spændende og velskrevet, og jeg syntes, der var en god rytme i fortællingen. Samtidig var personerne levende og nuancerede.

I anden halvdel af bogen begyndte det dog at halte lidt. Det virkede, som om forfatteren havde for få sider at skrive bogen på, og den sidste halvdel virkede slet ikke så gennemarbejdet som første halvdel. Flere ting blev jappet igennem, og slutningen var meget kortfattet og brat. Det var synd, for jeg syntes, det var utilfredsstillende og slet ikke i samme stil og ånd som den første halvdel af bogen.

Det meste af handlingen er meget forudsigelig, og det er lidt ærgerligt, for jeg ville gerne overraskes mere. Jeg syntes dog, at det var værre, at skurken – John Cavendish – var så endimensional og kedelig. Han måtte gerne have haft lidt mere personlighed og ikke blot være den klassiske og unuancerede skurk. Han virkede næsten karikeret.

Det var en udmærket læseoplevelse, der dog blev ødelagt lidt af den sidste del af bogen. Jeg ville ønske, at der var flere sider i bogen og dermed også mere plads til, at dramaet kunne udvikle sig, og at slutningen ikke skulle hastes sådan igennem. Men en rigtig spændende setting for en historie.

2 tanker om "Freaks"

  1. Jeg er helt vild med coveret! Det er sådan en bog jeg kunne finde på at købe uden at vide hvad den handler om bare for coverets skyld!
    Jeg er selv i gang med at læse “Something Wicked This Way Comes”, som også handler om sådan et “cirkus” med vanskabninger, omend de er noget mere truende og skræmmende. Det er virkelig fascinerende, at man har haft og anset den slags som underholdning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *