Geekerella


Forventninger:
Jeg kan svagt huske at have læst nogle positive anmeldelser af denne bog, men det er ærlig talt ikke en, jeg gav så megen opmærksomhed, da den kom frem. Jeg havde heller ikke de store forventninger til den inden – mest af alt at det nok ville blive en hyggelig men lidt ordinær ungdomsbog.

Resumé:
Elle er nørd med stort N – hun er besat af tv-serien Starfield, som hendes forældre også var fans af. Men hendes forældre er borte, og hun bor nu hos sin stedmor og dennes to døtre. Elle blogger om Starfield og skriver et mildest talt kritisk indlæg, da det bliver annonceret, at teenageidolet Darien skal spille den ene af hovedrollerne i filmatiseringen af tv-serien. Da hun opdager, at man kan vinde en tur til den store sci-fi con, som hendes far i sin tid stiftede, ved at deltage i en cosplay-konkurrence, beslutter hun sig for at deltage. At hun så samtidig kan møde Darien, er hun ret ligeglad med. Det er hendes stedsøstre desværre ikke, for de er ret vilde med Darien, og deres interesse i konkurrencen kan give Elle problemer…

Det bedste:
Bogen er en klar hyldest til nørderne og sci-fi-miljøet, og det er med til at hæve den til at være mere og andet end en moderne genfortælling af Askepot-eventyret. Jeg kunne godt lide den måde, forfatteren havde ’oversat’ eventyret til en moderne setting – jeg kunne genkende mange detaljer fra det oprindelige eventyr, uden at det føltes påklistret.

Det værste:
Nogle af præmisserne er lidt for usandsynlige – for eksempel den med, at Elle begynder at sms’e med en komplet fremmed og på intet tidspunkt gør noget for at finde ud af, hvem han/hun er. Derudover er der en vis forudsigelighed over historien – ikke så meget på grund af, at den bygger på et klassisk eventyr og naturligvis følger det rimelig slavisk – men mere fordi den indeholder en del af ungdomsbogsklicheer.

Kan anbefales til:
Kan du lide moderne fortolkninger af klassiske eventyr (som for eksempel ’Cinder’ og ’Alice’), så er ’Geekerella’ sandsynligvis noget for dig – især hvis dit hjerte også banker for sci-fi. En glimrende og hyggelig ungdomsbog.

2 tanker om "Geekerella"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *