Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

3 tanker om "Genlæsning af Harry Potter"

  1. Jeg genlæste også den første bog i sidste måned, og det var et hyggeligt gensyn 🙂 Jeg lader op til et besøg i Harry Potter Studio Tour i London 🙂

    • Glæd dig – det er så fedt! Vi skal til London i næste måned, men det bliver dog uden et genbesøg hos HP (så stor Harryfan er min husbond ikke ;)). Til gengæld planlægger jeg at gramse på masser af bøger 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *