Graceling

Månedens to-read-bog er ‘Graceling’ af Kristin Ashore. Det er en bog, der har stået min liste i fire år og som jeg kun har hørt godt om. Det er samtidig også en bog, som jeg som udgangspunkt burde kunne lide, da hovedpersonen er en badass ung kvinde, som arbejder som lejemorder for kongen. Lyder det bekendt? Det er i hvert fald et oplæg, som har præget flere fantasyserier de senere år – blandt andet den meget populære ’Throne of Glass’, som dog ikke lige var noget for mig.

Men tilbage til ’Graceling’. Her er hovedpersonen Katsa, som lever i en verden, hvor en række mennesker er graced med en særlig evne. Det kan være evnen til at forudsige vejret eller evnen til at overtale andre. Katsas grace er evnen til at dræbe. Hun arbejder for sin onkel Randa, som sætter hende til at true de mennesker, som skylder ham penge eller på anden måde irriterer ham. Men Katsa bryder sig ikke om dette arbejde, og da hun samtidig bliver involveret i opklaringen af en kidnapning, bliver det startskuddet til et eventyr, der bringer hende ud på en farefuld færd.

Der gik et godt stykke tid, før historien for alvor fangede mig. Det var faktisk først omkring midtvejs, at der kom en god rytme i fortællingen, som samtidig tog en interessant drejning. Indtil da virkede historien lidt kluntet og personerne overfladiske, men da fortællingen begyndte at tage fart, kom der også meget mere kød på personerne.

Katsa er en interessant person, men hun virkede ufærdig og karikeret i starten. Jeg savnede dybde, men det kom undervejs i takt med, at hun udviklede sig. Her så man pludselig nogle ret sympatiske sider af hende – ikke mindst i samspillet med Bitterblue.

Jeg kunne godt lide, at en række mennesker havde en særlig evne – grace – og hvordan det ikke nødvendigvis var misundelsesværdigt. Katsa er et godt eksempel på, hvordan ens evner kan misbruges af andre og hvor få venner, man har som graced.

Hele kærlighedsdelen var… ikke lige mig. Det var først til allersidst, at jeg syntes, det fungerede, for selve optakten blev overfladisk og kejtet. Til gengæld var afslutningen ganske fin og knapt så Hollywood-agtig, som mange slutninger i ungdomsbøger ellers kan være.

Alt i alt endte ’Graceling’ med at vinde mit hjerte trods en kluntet og kedelig start. Den er ikke særlig nyskabende, men det er en udmærket letlæselig fantasyserie, og den foregår i en verden, jeg gerne dykker ned i igen. Jeg regner derfor bestemt med at læse videre i serien, som skifter hovedperson til næste bog.

En tanke om "Graceling"

  1. Pingback: Juli bød på… | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *