Happy Nation

SPONSORERET

Jeg fik denne bog tilsendt af Science Fiction Cirklen for 1½-2 måneder siden men har ventet med at læse den indtil denne måned, da ’Happy Nation’ passer godt ind i mit sci-fi tema, som jeg kører de næste tre måneder. Bogen er skrevet af Christian Kaarup Baron og er forfatterens første.

’Happy Nation’ foregår i 2054, hvor verden ser noget anderledes ud end i dag. Store naturkatastrofer har ændret landet, så flere områder er oversvømmet, og hvor man absolut ikke skal vove sig ud, hvis der udbryder stormvejr. Samtidig er verden elektrificeret i en grad, hvor der er teknik indarbejdet i alt – selv menneskenes hjerner, hvor der nu sidder hjerneimplantater. I centrum af fortællingen finder man politikommissær Kobani, som bliver sat på en mystisk sag, hvor en døende kræftpatient bliver myrdet. Der er et eller andet, der ikke stemmer, og da Kobani graver dybere i sagen, støder han straks på lukkede døre og tavshed. Hvad er det, man prøver at skjule?

Persongalleriet i denne bog er lidt usædvanligt, og det er en befriende afveksling fra de stereotyper, der ofte optræder i krimier. Hovedpersonen er en mand med anden etnisk baggrund end dansk, mens en af hans nærmeste kolleger er en kagefrådende kvinde. Det er to typer, man vitterlig ikke ser særlig ofte i krimier. Desværre er der ikke gjort særlig meget ud af personudviklingen, så de kommer desværre begge til at virke karikerede, og hvor det især er Kobanis dårlige, klodsede sprog, der virker utroværdigt. Samtidig overtælles fortællevinklen ofte af pigen Poppy, som man ikke får så megen information om. Hendes tankespind er forvirrende og indforstået, hvilket i første omgang var spændende, men efterhånden blot blev et irritationsmoment.

Sci-fi er en genre, hvor alt vitterligt kan ske, og det er derfor svært at sige, at noget er realistisk eller ej. Jeg synes dog godt, at man kan tale om troværdighed i fiktive verdener, og på det punkt halter ’Happy Nation’ på flere områder. Der er blandt andet mange referencer til tekniske opfindelser, der er topmoderne i dag, men som sandsynligvis er erstattet af noget andet til den tid. Her måtte forfatteren godt have været mere vovet og have opfundet nogle maskiner, der kunne tydeliggøre, hvordan teknologien havde udviklet sig. I stedet bliver megen af udviklingen i 2054 perspektiveret ud fra den nutid, vi kender, og den sammenligning virker kunstig og unødig.

Jeg savner også en grundig korrekturlæsning af bogen, der lider under en hel del stavefejl og manglende kommatering. Fejlene virkede ekstra pudsige, da historien er suppleret af en række lange citater fra eksisterende videnskabelige tekster eller fremtidige kilder, som forfatteren selv har opfundet. Teksterne skal give bogen en intellektuel vinkel, men det falder desværre til jorden, når bogen mangler korrekturlæsning.

Jeg kan rigtig godt lide dilemmaet i historien – at menneskene en dag har implantater i hjernen, som på den ene side hjælper dem i hverdagen, men som også kan hackes og styres af forbrydere eller regeringer, som ønsker at nedbryde menneskets fri vilje. Det er i den grad et horrorscenarie, som enhver bør frygte, og det er også en rigtig interessant og fascinerende idé til en bog. Desværre bliver ideens potentiale ikke fuldt udnyttet. Selve krimidelen fungerer sådan set fint, mens sci-fi-delen desværre halter noget, ligesom både persongalleriet og den manglende korrekturlæsning trækker ned i det samlede billede.

2 tanker om "Happy Nation"

  1. Kære ophavsperson til den lille bogblog

    Allerførst vil jeg gerne sige tak, fordi du har brugt tid på at læse og anmelde min roman. Jeg ved ikke om andre debuterende forfattere føler at deres litterære udvikling er fuldendt, når dr udgiver deres første roman. Men for mit vedkommende er læringskurven stadig i fuld gang, og bidrag dertil er selvfølgelig mere end velkomne.

    Det var vist Preben Hertoft, der engang sagde, at hvis alle var glade, når de læste ens bog, så vidste man, at den var udkommet for sent. Det er måske et lige lovligt taknemmeligt at hive frem når man nu får læsninger, der peger i alle mulige (nogle gange indbyrdes modstriende) retninger spændende fra den på litteratursiden http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/happy-nation-af-christian-kaarup-baron (som min forfængelighed naturligvis holder mest af) til den på bogrummet http://bogrummetwp.dk/boganmeldelser/happy-nation-af-christian-kaarup-baron (hvis tone får mig til at tænke at anmelderen må være blevet forfærdelig skuffet). Jeg har indtil videre set fire anmeldelser af bogen på nettet og har også modtaget en udtalelse fra en lektør, der i forhold til din anmeldelse interessant nok er rimelig tilfreds med romanens science fiction-del, men til gengæld mener at krimi-delen halter.

    Det har selvfølgelig fået mig til at tænke en del over, hvad der overhovedet er forudsætningerne for at anmelde et skønlitterært værk, og det er faktisk det, der har fået mig til tasterne. Eksempelvis harcelerer bogrummets anmelder over at jeg lader min politimand tale kebabdansk og bemærker ironisk at kravene til danskkundskaberne til politifolk i så fald må være betydeligt nedsat i 2054 i forhold til i dag. Men hvis der noget vi kan se ved at iagttage de sidste 30-40 års udvikling, så er det netop at det danske sprog allerede er blevet stærkt forfladiget. Der erefter min mening absolut ingen grund til at tro at denne udvikling ikke vil fortsætte. Da jeg var barn i 1980’erne var udtryk som ’andenmest’ eller ’andensidst’ noget man kunne høre skolebørn bruge, inden de havde lært at det hed ’næstmest’ eller ’næstsidst’. I dag er det noget man siger i TV-Avisen. Vi har med andre ord ingen grund til at forvente at sproget i 2054 skulle være det samme som det, der tales i dag. I min historie har jeg forsøgt at illustrere det ved at lade de forskellige deltagere i Kobanis opklaringsteam tale hver deres halvglobaliserede lingo, med Jensen som det eksotiske indslag, fordi han faktisk taler nogenlunde ’almindeligt’ gammeldags rigsdansk.

    Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det er deres sprog alene, der har gjort, at du og anmelderen fra bogrummet har oplevet (visse af?) karaktererne som karikerede. Min kagefrådende dataanalytiker er ret beset kun en biperson og i min optik gør det derfor ikke så meget, hvis hun fremstår som lidt flad. Vi får det vide om hende, som vi skal bruge for at historien kan skride frem og behøver ikke kende alt til hendes skjulte mindreværdskomplekser eller hvad han laver når hun er offline. Med Kobani er det selv sagt en anden sagt en anden sag. Udover at skulle opklare sagen på fastende hjerte midt under ramadanen befinder han sig også i en eller anden mærkelig form for midtvejskrise hvor han både skal håndtere at blive far som 49-årig og at han så småt er begyndt at nå den alder, hvor man bliver ramt af diverse gammelmandsskavanker. Her har det været intentionen at vise, at man altså godt kan have et relativt rigt og kompleks følelsesliv (der i dette tilfælde også omfatter jalousi og en hvis fremmedgjorthed overfor den danske tillidskulter (som hans kone er eksponent for) selv om man ikke behersker nuancerne i det danske sprog på samme niveau som en leder i Dagbladet Information. Hvor godt det så er lykkedes er naturligvis en anden sag.

    Så er der selve spørgsmålet om, hvordan man skriver om fremtiden. Det kan man hårdt trukket op vælge at gøre det på to måder. Enten kan man vælge at beskrive fremtiden som et sted, der er meget anderledes end nu. Ellers også kan man vælge at gå den modsatte vej og beskrive fremtiden som et sted, der på mange måder ligner den nutid, vi allerede lever i. Her har jeg meget bevidst valgt det sidste af to grunde. Den første er, at hvis det endelig skal være, så er det formodentlig den mest realistiske. Det fleste af de tekniske opfindelser, der præger vores hverdag i dag (såsom mobiltelefoner, computere, internettet mv.) eksisterede allerede for 35 år siden. De var bare slet ikke så udbredte som nu, og de blev heller ikke kombineret på samme måde, som man gør i dag. På samme måde er hjerneimplantater, selvkørende biler, virtuelle netbriller og et stykke af vejen også droner noget, der i dag kun er på vej, men som formodentlig vil være langt mere tilgængeligt om 35 år. Den berømte cyberpunk-forfatter William Gibson har udtrykt det således: ’Fremtiden er her allerede. Den er bare ikke jævnt distribueret.’ Den formulering har helt klart ligget i baghovedet, mens jeg har skrevet Happy Nation.
    Den anden grund har noget at gøre med at jeg ønskede at vise hvordan udbredelsen og kombinationen af allerede eksisterende teknologi kan skabe et temmelig uhyggeligt scenarie for teknologisk overvågning og kontrol. Vi behøver med andre ord ikke selvbevidste kunstige intelligenser som I, Robot (filmen) eller en altopslugende overvågningsstat som i 1984. Det teknologiske mareridt, der bliver skitseret i romanen er et sted, vi sagtens kan ende, hvis vi bare kører videre ad den vej, vi allerede er i gang med. Og det synes jeg næsten er endnu mere uhyggeligt.

    Til sidst er der selv spørgsmålet om værkets genrebestemmelse. Der har jeg måske være lige hurtig nok til at betegne romanen som en ’science fiction-krimi’, for jeg kan se at det har været med til at skabe nogle bestemte forventninger, og måske også en smule forvirring. Hvis man går ind til bogen med den idé at man primært er i gang med en krimi, skaber det ét sæt af forventninger. Går mand ind med den idé at man primært er i gang med en science fiction skaber det et andet.
    Der er naturligvis elementer af begge dele i Happy Nation. Men hvad ingen anmelder endnu har bemærket, er at romanen er forklædt som en dystopi, men reelt er en kritisk utopi af den type, der omtales her: https://www.b.dk/kronikker/vi-har-brug-for-dystopierne-men-de-kan-ikke-staa-alene. En kritisk utopi er roman, der forsøger at behandle hvad der kan få mennesker til at arbejde for at gøre verden til et bedre sted både for sig selv og andre. Bogen er derfor også en roman om håb på mange forskellige planer (både det personlige og det politiske) og det er eksempelvis både derfor det politiske aspekt dukker op konstant både i form af fiktive citater og i hele diskussion om hackeraktivisme og derfor at dens tre forskellige primære fortællerstemme (Kobani, Poppy og Manden med de Falske Glasøjne) alle kæmper med at finde vej gennem forskellige former for kriser. Det skyldes sikkert til dels min uformåen som forfatter, at mine læsere ikke indtil videre har bemærket dette aspekt. Men jeg tror også at en lille del af årsagen skal findes i at de fleste ikke er vant til at læse den slags romaner, der mig bekendt er ret sjældne på dansk. Og det peger måske på, hvad, der efter min mening er den største kritik mod min roman, nemlig at den formodentlig vil for mange ting på én gang. Og alt efter hvad man bider mærke i, kan man derfor få vidt forskellige oplevelser af romanen. Det gode ved det er selvfølgelig på den anden side, at det af samme grund er en bog, der sagtens kan læses igen, og hvor man så vil opdage noget nyt.

    Det var lidt om, hvordan det har set ud i maskinrummet. Hvordan det så rent faktisk har fungeret, er selvfølgelig op til dig og alle andre læsere at vurdere. Men du skal i hvert fald igen have tak for at du brugte tiden på at læse roman igennem og jeg håber du vil gøre det igen, næste gang, der kommer noget nyt fra mig.

    Mange hilsner
    Christian Kaarup Baron

    P.S. Jeg lægger mig selvfølgelig fladt ned omkring korrekturen. Det har aldrig været min stærke side, og desværre har særligt de små forlag ikke ressourcer nok til en videre grundig korrekturlæsning. I dette tilfælde medførte korrekturlæsningen oven i købet i mindst ét enkelt tilfælde til en forværring af det oprindelig manuskript. Men heldigvis har vi ikke trykt så mange bøger endnu, så vi har stadig mulighed for at gøre noget ved det inden vi går i trykken næste gang.

    .

    • Hej Christian.

      Tak for et kig i maskinrummet – interessant læsning. Det overrasker mig egentlig ikke, at lektøren og jeg har vidt forskellige holdninger mht. sci-fi- og krimi-aspektet. Mit hjerte banker helt klart mest for sci-fi-genren, så her er jeg ekstra opmærksom. I krimigenren støder jeg ofte på de samme klicheer, og derfor er enhver krimi, hvor hovedpersonen IKKE er en midaldrende, alkoholiseret skilsmisseramt hvid mand, en klar forbedring 🙂 Krimidelen kunne sagtens være foldet mere ud, men som du selv er inde på, så vil bogen meget, og jeg forventede derfor heller ikke en meget kompliceret krimigåde men mere det niveau, som bogen faktisk indeholdt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *