Hedebølge

En af de mest markante kvindelige forfattere på den skandinaviske forfatterscene er Liza Marklund. Jeg har dog aldrig læst noget af hende, hvilket sandsynligvis skyldes, at jeg hørte om hende i forbindelse med den bølge af femi-krimier, der var i 00’erne, og som jeg ikke brød mig om (men det er en helt anden diskussion).

Jeg kastede mig over ‘Hedebølge’, som er den første bog i hendes serie om journalisten Annika Bengtzon. Hun udgav dog en bog før denne, men ‘Hedebølge’ foregår tidsmæssigt først, og derfor valgte jeg at læse den.

I starten af bogen bliver liget af en ung kvinde fundet på en kirkegård. Annika er på det tidspunkt journalistelev og får et tip om historien. Det bliver hendes chance for ikke blot at skrive en interessant og meget aktuel artikel – det bliver også hendes mulige springbræt til en fast stilling på redaktionen, for hun er fast besluttet på at udnytte chancen til at vise sit værd. Sagen udvikler sig, og Annika finder ud af, at der foregår flere sære ting bag linjerne. Er det sandt, at der er en minister indblandet? Hvilken forbindelse havde den myrdede til pornoklubben i nærheden? Og hvor langt skal man gå for at sikre sig den gode historie?

Historien er både velskrevet og spændende. Der er en fin balance mellem action og realisme, så det hverken bliver for hårdtpumpet (det er jo Sverige, det her – og ikke en amerikansk gangsterby) eller for sløvt. Samtidig er det en interessant introduktion til hovedpersonen, for her får man mulighed for at se, hvordan hun var, mens hun var elev.

… og nu vi er ved hovedpersonen. Jeg havde det lidt blandet med Annika. Hun var som sådan sympatisk nok, men jeg havde det lidt svært med, at hun som journalist (eller rettere journalistelev) skulle være en del af opklaringen af et mord. På det punkt er jeg meget traditionel. Opklaring af mord er en sag for politi og detektiver – basta! Her har journalister ikke noget at gøre, og da slet ikke den sensationshungrende type, som optræder flere gange i bogen. Jeg ved godt, at den holdning ikke just passer så godt sammen med udgangspunktet med, at hovedpersonen i serien er journalist, men det er ikke desto mindre sådan, jeg har det i forbindelse med krimier (og virkeligheden for den sags skyld). 

I forbindelse med opklaringsarbejdet studsede jeg også flere gange. Det er tilsyneladende utrolig let for Annika at troppe op hos forskellige offentlige instanser for at få udleveret fortrolige dokumenter. Ikke alene kan hun sagtens få udleveret en række dokumenter, som jeg ærlig talt tvivler på, at ministerier m.m. ville udlevere uden en lang intern diskussion – hun får dem også udleveret samme dag! Det er meget utroværdigt i mine øjne (med mindre Sverige da fungerer meget anderledes på dette punkt), og det havde jeg svært ved at abstrahere fra, for det betød en hel del for efterforskningen af mordet.

Til trods for, at der var flere ting, der irriterede mig ved bogen (blandt andet det helt grundlæggende, at det er en journalist, der tager del i opklaringsarbejdet), så var bogen en fin læseoplevelse, og jeg overvejer, om ikke jeg skal give serien en chance mere på et senere tidspunkt.

En tanke om "Hedebølge"

  1. Pingback: Paradiset | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *