Historien om A.J. Fikrys liv

Da ‘Historien om A. J. Fikrys liv’ blev udgivet, læste jeg en del blandede anmeldelser af bogen. Derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg stødte på den hos Ereolen, og jeg tænkte, at da bogen kun varer lidt over 5 timer som lydbog, så den kunne jeg godt nå at høre i løbet af et par dage.

Bogen er skrevet af Gabrielle Zevin og foregår på den lille ø Alice Island. Her bestyrer A. J. Fikry en boghandel, men både den og han er ved at sygne hen, da han sørger over sin hustrus død. En dag tager hans liv dog en brat drejning, da han får en uventet gave, som vender op og ned på hans hverdag. Pludselig bliver han nødt til at handle på en række ting, og snart blomstrer hans liv op igen.

‘Historien om A. J. Fikrys liv’ er en kort bog – faktisk lidt for kort, for jeg syntes, at der var en række ting, der sagtens kunne foldes mere ud. Historien var lige lovlig kortfattet og fragmenteret til min smag, og jeg kom aldrig rigtig ind under huden på hovedpersonen eller hans omgangskreds.

Jeg havde hørt på forhånd, at bogen skulle være en feel good roman, men det synes jeg dog er misvisende. Jeg kan desværre ikke uddybe det nærmere uden at røbe for meget af handlingen, men jeg følte mig i hvert fald hverken glad eller opløftet efter at have læst den.

Alt i alt en ret middelmådig og desværre også rimelig ligegyldig læseoplevelse. Kan måske bruges som let underholdning i en ferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *