Hospitalet

Denne bog forsøgte jeg faktisk at læse sidste år – eller rettere at høre, for jeg mener, jeg lånte den som lydbog. Jeg opgav dog halvvejs. Da jeg for nylig bestilte bøger hjem via biblioteket, faldt jeg over bogen på min huskeliste og havde i mellemtiden glemt, at jeg havde prøvet den sidste år. Godt nok var der en klokke, der ringede, men…

Da jeg var gået i gang – og hurtigt opdagede, at den havde jeg haft fingre i før – gav jeg den alligevel en chance, for det kunne jo være, at jeg havde været for hurtig til at droppe den sidste år…

‘Hospitalet’ er skrevet af Michael Kamp og handler om den unge Jonas, der vågner op på hospitalet efter en meget alvorlig færdselsulykke. Selvom han kommer ved bevidsthed, svæver han stadig i livsfare, og han svinger derfor mellem at være vågen og synke hen i smerte- og medicintåger. Han begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, for han plages af frygtelige syner, men det hele føles meget virkeligt, og pludselig bliver det alt, alt for virkeligt…

Udgangspunktet med en patient på et hospital, der ser syner (eller gør han?) er en klassiker inden for horrorgenren, men ikke desto mindre en ganske effektiv klassiker, for er rollen som patient ikke en af de mest sårbare, man kan have? Der er da heller ingen tvivl om, at forfatteren har skruet en ret modbydelig historie sammen, og har du sarte nerver, vil jeg ikke anbefale dig at læse denne bog. Den har en række ret klamme scener (og det er ment positivt) og pirrer især i første halvdel til ens frygt i forbindelse med sårbarhed, hjælpeløshed og autoriteter.

Men… for der er et kæmpe-men. Cirka halvvejs synes jeg desværre, at filmen knækker i denne bog. Én ting er, at historien ganske enkelt er for lang og derfor bliver langtrukken og slet ikke så effektiv som forfatterens korte noveller. En anden ting er, at den mister pusten og mister fokus. Selvom der er flere creepy scener, så kunne jeg slet ikke tage ‘cancersneglen’ seriøst, ligesom der var flere andre af de overnaturlige elementer, som bare virkede som fyld. Jeg synes, det er virkelig synd, for Michael Kamp er en af de få forfattere, der har fået mig til at gyse gennem de senere år, og det er først og fremmest takket være hans noveller.

Da jeg var nået halvvejs i bogen, lå den til en middelkarakter. Derefter gik det ned af bakke, og da jeg nåede til slutningen, sukkede jeg dybt. Det var ganske enkelt en mærkelig og ikke særlig passende slutning – i mine øjne i hvert fald. Jeg var ret skuffet.

Det er muligt, at bogen ‘bare’ er en ungdomsroman (for det går jeg ud fra, at det er ud fra det letbenede sprog), men jeg havde håbet på en mere gennemarbejdet og spændende historie. Jeg må nok hellere på jagt efter flere af hans noveller…

2 tanker om "Hospitalet"

  1. Jeg er glad for, at du har anmeldt bogen, for jeg har virkelig overvejet at læse den – længe! Måske jeg skulle prøve nogle af hans noveller i stedet for ? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *