Høstens Engle

Jeg holder meget af zombiegenren, men jeg må også indrømme, at især zombiefilm ofte er opbygget ud fra samme skabelon – få zombier bliver til flere i et samfund, som ikke lægger mærke til noget, før det er for sent, og zombierne lægger hele verden øde. En lille gruppe kæmper heroisk for at overleve for ofte blot at dø til sidst. The End.

Sådan er denne bog ikke, og da jeg samtidig stødte på mange positive anmeldelser af den, røg den straks på min læseliste og blev en af de mange bøger, jeg fik læst i ferien.

‘Høstens Engle’ af Alden Bell er en zombiebog, der handler meget lidt om zombier. Den foregår 25 år efter, at zombierne lagde det meste af verden øde. Her rejser teenagepigen Temple gennem USA og lever af det, hun finder undervejs. Kontakten til andre mennesker er ofte akavet og fyldt med mistro – det går ikke at knytte sig til andre mennesker, for det gør ondt at miste. Alligevel forbarmer hun sig til sidst, da hun støder på sinke Maury, og snart udgør de et umage par på et bizart road trip – væk fra zombier og ondskabsfulde mennesker. 

Denne bog er mættet af støvet, dyster og modfalden stemning, men ind imellem er der små glimt af fortrøstning og håb. Det er et samfund i forfald, og det er ikke et sted, du har lyst til at opsøge endsige opholde dig i. Zombierne er der hele tiden i baggrunden som den lurende trussel, der flere gange dukker op, men ellers er det først og fremmest den degenererede menneskehed, som sørger for den barske og sørgelige stemning. Her vægtes overlevelse frem for alt andet, og jeg kom flere gange til at tænke på The Road, som jeg også så i ferien – der er lidt af den samme stemning i denne bog, bare ikke helt så mørk og brutal.

Hovedpersonen Temple er en pige med ben i næsen, og selvom hun er en tough girl, så er det også tydeligt, at hun bekymrer sig om andre. Hun er bare bange for at miste igen, og hendes fortid bliver flere gange beskrevet med små flashbacks. Det er en hovedperson, som er let at holde af, selvom hun som udgangspunkt ikke er den klassiske helt.

Der er en beundringsværdig overlevelsesvilje i denne bog, og alene stemningen i bogen gør den værd at læse, for du bliver ført ud i et smukt men dystert cowboyland, hvor lovløsheden hersker.

Det eneste negative, som jeg kan komme i tanke om, er at Temple flere gange forsyner sig med madvarer og andre ting fra forladte supermarkeder. Det virker ret urealistisk – ikke blot at der stadig er varer i butikkerne 25 år efter (utroligt at de ikke er blevet rippet helt af de overlevende – mennesker har jo en tendens til at hamstre for at overleve), men en del af madvarerne vil simpelthen ikke være i den tilstand, som forfatteren beskriver. En cola bliver for eksempel helt flad ½-1 år efter, at mindst holdbarhedsdatoen er overskredet, og så kan den stadig drikkes, men smager til gengæld utrolig sødt og fælt.

Bortset fra denne detalje så er bogen som sagt et interessant bud på, hvordan zombiegenren kan fornys og gøres til et smukt, fascinerende og trist indblik i, hvordan menneskeheden måske vil være, hvis zombieangrebet en dag kommer. En klar anbefaling herfra – også selvom du ikke er til horror.

2 tanker om "Høstens Engle"

  1. ej hvor sjovt! Jeg sad også og tænkte 'The Road', da jeg læste din anmeldelse. Hele konceptet med post apocalyps leder mig bare der hen. Har du også læst bogen 'The Road'fra 1988?
    Den står på min hylde, købte den efter jeg havde set filmen, og nogen sagde at vi måske snart skulle bruge den i skolen, men jeg kan ikke rigtig komme igang med den.

    Høstens Engle lyder også som om det kunne være noget for mig… men har svært ved at gennemskue, hvad du egentlig synes om den?

  2. Dulcinea – jeg har ikke læst The Road endnu, men mon ikke jeg skal det en dag? Det overvejer jeg i hvert fald.

    Jeg er ret vild med stemningen, som jeg også fremhæver, og bogen er en klar anbefaling fra min side 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *