Huset i Himlen

‘Huset i Himlen’ er den type bog, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse, da jeg ud fra omtalen kan se, at det nok bliver en ret ubehagelig læseoplevelse. Men det lærer man jo intet af, så jeg besluttede mig alligevel for at læse den.

Bogen er skrevet af Amanda Lindhout (i samarbejde med Sara Corbett) og handler om Amanda, der i starten af 20’erne rejser ud i verden og besøger en lang række lande i Mellemøsten, Sydamerika og Asien. Undervejs får hun en række journalistiske opgaver – blandt andet som tv-journalist i Afghanistan. Flere af de steder, hun rejser til, er ikke lande, hvor du forventes at kunne rejse trygt som kvinde, men hun slår det hen, for der sker nok ikke noget. Men det gør der alligevel en augustdag i 2008, hvor hun bliver bortført i Somalia. Bortførerne forlanger millioner af kroner for at udlevere hende og Nigel, som hun rejser sammen med. I starten tror Amanda, at der ikke vil gå lang tid, før alting løser sig, men månederne går, og bortførerne bliver mere og mere hensynsløse. Hun forsøger at holde modet oppe hos Nigel og sig selv, men det bliver sværere og sværere, jo mere tingene spidser til.

‘Huset i Himlen’ bliver solgt på at omhandle Amandas tid som gidsel, og derfor virker starten af bogen utrolig lang. Man skal faktisk ca. en tredjedel ind i bogen, før bortførelsen sker, og det synes jeg er for lang tid. Inden da fortæller Amanda om sin barndom og årene op til, at hun bliver taget som gidsel, og selvom det giver et fint indblik i hendes tanker og væremåde, så fylder det for meget. Man får mest af alt indtrykket af en meget naiv og dumdristig ung kvinde, som ikke har nogen realitetssans overhovedet. Det er på sin vis meget ærligt og var også med til at forklare, hvordan hun endte i den situation, men igen – det fyldte for meget.

Beskrivelsen af hendes tid som gidsel er til gengæld ganske fin. Hun fortæller stille og roligt om den første tid, hvor håbet om frigivelse stadig spirer, og hvordan frustrationerne stiger hos gidseltagerne, jo længere tid der går. De får mindre og mindre respekt for hende, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed eller detaljerede beskrivelser af, hvordan de mishandler hende, får hun på en ret diskret måde gjort klar over for læseren, hvad hun gennemgår. Stor respekt for det. Som læser behøver jeg nemlig ikke malende beskrivelser af, hvad hun bliver udsat for – få ord kan sagtens give mig et billede af, hvad der skete (og som nævnt i starten – det er ikke noget, jeg har lyst til at svælge i).

Det er på mange måder en ubehagelig læseoplevelse, for det er svært at forstå, hvordan mennesker kan behandle hinanden så grusomt. Men det er også en historie, som man bør læse for at få et indblik i, hvad der kan ske, når man bevæger sig ud til områder, der er præget af fattigdom og politiske uroligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *