Hvad er en god skurk?

skurk

Det er næsten altid helten, der er hovedpersonen i en historie. Det er helten, vi holder med, og det er helten, der får al opmærksomheden. Men hvad er helten uden skurken?

Jeg synes, skurke kan være utrolig interessante, men der er meget stor forskel på dem, og hvor der er nogle af dem, der er dybt fascinerende og i den grad er med til at skabe en spændende historie, så er der andre, som er frygtelig endimensionale og karikerede.

Jeg har grublet over, hvad jeg synes kendetegner en god skurk, og jeg har opridset de vigtigste ting herunder.

Positive og negative personlighedstræk

En god skurk skal i mine øjne virke menneskelig. Han/hun skal have både positive og negative personlighedstræk for at fylde skurkerollen ud. Jeg hader, når skurke kun er grusomme, brutale og rablende vanvittige, at de kommer til at virke som karikerede monstre. Et godt eksempel er skurken fra ‘A Shadow’s Edge’. Han er ultimativ brutal, og når forfatteren trængte til at understrege, hvor grusom skurken var, så lod han blot skurken voldtage nogle flere kvinder i historien. Det er enerverende trivielt og kedeligt, men det er desværre ikke usædvanligt. Jeg synes, forfattere generelt er lidt for hurtige til at trække voldtægts-kortet, hvis de skal have en skurk til at fremstå ekstra grusom.

Nej, det er de skurke, som også kan udvise medfølelse eller på anden måde har positive personlighedstræk, som er rigtig interessante. Skurke, som er helstøbte mennesker (i hvert fald til en vis grad), og hvor det derfor er ekstra interessant, hvorfor de har valgt ondskabens vej. Da ‘Der Untergang’ blev vist i biograferne i 2004, var der flere, der kritiserede filmens fortolkning af Adolf Hitler. Kritikerne mente, at han var for positivt fremstillet, da han blandt andet var høflig overfor kvinder og elskede sin hund. Jeg syntes tværtimod, at det gjorde ham langt mere skræmmende. Det er let at hade og frygte en person, som er 100% grusom – det er langt sværere at forstå og acceptere, når et menneske har begge sider i sig, men vælger ondskabens vej.

En troværdig forklaring på ondskaben
Jeg vil gerne have en forklaring på, hvorfor skurken gør, som han/hun gør. Hvorfor har vedkommende valgt ondskaben? Det behøver ikke, at være en grund, jeg kan være enig i – bare jeg forstår bevæggrundene til, at han/hun agerer på den måde. Jeg havde for eksempel svært ved at forlige mig med skurken i ‘UnWholly’, da jeg ikke helt købte præmissen for hans opførsel. Det virkede lidt for… konstrueret… lidt for belejligt.

Et strejf af galskab gør ikke noget
Det gør ikke noget, hvis der er et strejf af galskab over skurken – heller ikke selvom det måske kan modarbejde det, at personen gerne må fremstå som et helt menneske. Men galskab giver en vis form for uforudsigelighed til skurken, og det er noget, der får mig til at frygte ham/hende mere. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad vedkommende kan finde på, og det skræmmer mig!

Mine yndlingsskurke
Jeg har selvfølgelig også en række yndlingsskurke. De kan godt skifte lidt, så følgende er mine nuværende favoritter:

Mary fra ‘Skinjacker’-trilogien. Min absolutte yndlingsskurk er en lille pige! Ok, helt lille er hun ikke – nok nærmere teenager – men alene det at det er et barn, der har en af skurkerollerne i denne serie, er i mine øjne en genistreg. I den vestlige verden er der en generel forståelse af, at børn ikke kan være onde. Min liste over yndlingsskurke viser, at det måske er en af grundene til, at de er oplagte skurke, fordi det ganske enkelt er uventet, at et barn kan begå grusomme gerninger. Mary er fantastisk, fordi hun selv mener, at hun gør det gode – at hun hjælper andre, og at det er heltene, der tager fejl. Hun er så overbevisende, at jeg ikke kunne lade være med at beundre hende en smule, selvom jeg var stærkt uenig i, hvad hun gjorde.

Caine fra ‘Gone-serien. En brutal og egoistisk teenager, der ikke skyr nogen midler for at tilrane sig magt og undertrykke de andre børn. Caine starter som en rigtig magtliderlig overklassedreng, der forstår at manipulere og kuppe sig til magt, men i løbet af serien ser vi også, at han også kan holde af andre og at han kan vise medfølelse. Man ved dog aldrig helt, hvor man har ham, og derfor er han en yderst farlig modstander over for heltene.

Joffrey fra ‘A Song of Ice and Fire’-serien. Han er klasseeksemplet på den virkelig øretævende-indbydende adelssøn, som er alt for godt klar over, hvor megen magt han har. Han er nådesløs, selvisk, temperamentsfuld og sadistisk, men han er stadig kun et barn, og hans usikkerhed viser sig flere gange. Han er en af de skurke, jeg har nydt mest at hade, og et af mine yndlingsklip fra serien er da også det, hvor han får et par lussinger af Tyrion

Draco Malfoy fra ‘Harry Potter’-bøgerne. Draco er en pisseirriterende møgunge. I modsætning til de foregående skurke så har Draco ikke særlig megen magt, men han er ikke desto mindre en glimrende skurk, for han gør en dyd ud af at genere Harry og forpurre hans planer. Draco er en mindre skurk (det er jo Voldemort, der er hovedskurken i den serie), og et eller andet sted opfatter jeg ham som en light version af Joffrey, men det er uretfærdigt, for Draco har langt flere positive træk end Joffrey.

Majoren fra ‘The Chaos Walking’-trilogien. En stærkt manipulerende, intelligent og uforudsigelig mand, som i den grad udfordrer heltene i historien. Han forstår i den grad at tiltvinge sig magt – ofte verbalt i stedet for fysisk, selvom han nu ikke går i vejen for at bruge vold for at opnå sine mål. En virkelig farlig modstander og en skurk, du kun kan frygte.

Cercei fra ‘A Son of Ice and Fire’-serien. Jeg kan jo nærmest tage hele Lannister-familien – ja, en stor del af persongalleriet – fra denne serie med, for der er i sandhed mange gode skurke i denne serie. Cercei er muligvis ikke en af de største skurke, men hun er et smukt eksempel på den manipulerende, intrigante og hadefulde adelskvinde – en rigtig hofsnog. Hun er dog heldigvis ikke særlig heldig med sine intriger, og det viser sig også, at hun har en baggrund, der gør det lidt lettere at sympatisere med hende – men derfor er hun nu stadig en kvinde, jeg absolut ikke vil være uvenner med.

Hvem er dine yndlingsskurke?

 

3 tanker om "Hvad er en god skurk?"

  1. Du har helt ret i at en god skurk gør meget for en historie. Er skurken ikke troværdig eller skæmmende eller hvad det nu er meningen at skurken skal være, kan historien falde helt fra hinanden.

    Jeg er ret glad for Drakan som skurk i Skammerens Datter, og også Sezuan i den tid han fungerer som det skæmmende element.

    The Lord Ruler fra Mistborn er også ret god. En skurk som man får mere og mere forståelse for efterhånden som historien skrider frem.

    Egentligt så er noget af det mest skræmmende, det ukendte. En fjende man ikke rigtigt kender eller ved noget om er meget mere skræmmende end en hvor man ved hvad man har med at gøre.

    • Jeg overvejede også Drakan på min liste, men det er efterhånden længe siden, jeg læste bøgerne, og siden har jeg både set teaterudgaven og filmudgaven af bøgerne, så jeg var lidt bange for at bedømme ham ‘på et forkert grundlag’ (aka blande de forskellige udgaver af ham sammen, så det ikke var bogudgaven, jeg forholdt mig til).

      Men ja – du har ret i, at det ukendte også er ret skræmmende, når man ikke ved, hvad/hvem der vil en ondt.

  2. Pingback: Mine heltinder | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *