Hvis jeg bliver

Da jeg lånte lydbøger for nylig, faldt jeg over ‘Hvis jeg bliver’ – en bog, som flere bogbloggere har anbefalet. Det var derfor oplagt at downloade den, og den hørte jeg så i ferien, når lejligheden bød sig.

Bogen er skrevet af Gayle Forman og handler om den 17-årige Mia, som er nået til en skillevej i sit liv. Hvad vil hun, når hun er færdig med skolen? Skal hun vælge at studere musik, selvom det betyder, at hun skal rejse langt væk – mange kilometer væk fra familie, kæreste og venner? Eller skal hun vælge at blive i byen men dermed gå glip af en fantastisk mulighed for at dyrke musikken? Men det er i bund og grund ikke det valg, der er det vigtigste i bogen, for en morgen kører hun og familien galt. Resten af familien bliver dræbt, mens Mias liv er i fare. Hun ligger i koma efter ulykken, men kan følge sig selv og omgivelserne, som var hun et spøgelse. Hun indser snart, at det meget vel kan være hende selv, der skal vælge mellem liv eller død – om hun vil vågne op til et liv uden sin nærmeste familie, eller om hun vil favne døden.

Oplægget til bogen er godt – en tankevækkende diskussion om, hvad du ville vælge, hvis du havde valget mellem at leve og dø, men hvor du skulle undvære flere af dine nærmeste. Det er en bog, hvor du ikke kan forvente andet end at blive rørt undervejs, men her syntes jeg, at der gik lige lovlig lang tid, før historien for alvor greb mig. Måske skyldes det, at jeg hørte den som lydbog, for oplæseren var sandt at sige ikke særlig inspirerende. Hun lød trist og glædesløs – som om det var en sur opgave at læse bogen højt – og det er desværre ikke noget, som var et tilfælde, for den lydbog, jeg hører nu, har også hende som oplæser, og der er samme trætte tone.

Når det så er sagt, synes jeg også, at handlingen er en anelse langtrukken et par steder, og jeg havde også lidt svært ved at forstå i starten, at der overhovedet var et valg, for valget syntes oplagt (ikke kun ud fra min egen holdning men også ud fra vinklingen i bogen). Langsomt begyndte jeg dog at forstå, at hovedpersonen faktisk overvejede begge muligheder meget seriøst, og så blev handlingen mere spændende.

Tabet af ens elskede er noget nær den værste smerte, jeg kan forestille mig, og derfor er de scener, som gør mest ondt, da Mias kæreste besøger hende på hospitalet. Der er en skrøbelighed og frygt der, som er så menneskelig og forståelig, og det er i sidste ende besøgsscenerne, som rørte mig mest.

En udmærket bog, som du bør nyde i bogform, hvis du er interesseret. Lydbogsudgaven var i hvert fald ikke så indspirerende, og det skyldtes i overvejende grad oplæseren.

8 tanker om "Hvis jeg bliver"

  1. Det har du nemlig helt ret i. Jeg ser også frem til den næste ferie får sin start. 🙂

    Jeg synes Hvis Jeg Bliver er en utrolig god bog!

  2. Sikkert. Det er hvert fald en grim smag. Ikke noget jeg ville slå ihjel for.

    Jeg kan allerede sige til dig nu, at den skal du bare kaste dig over! 😀 Læste den sidste år og den er bare god og rørende. Lidt ligesom Hvis jeg bliver. 🙂

  3. Dude, jeg er temmelig trist over at jeg ikke altid får opdaget, når du svarer mig tilbage på mine kommentarer. Vil du ikke være utrolig sød og kaste kommentaren ind på min side, når den er skrevet? Så ville jeg blive super glad! 🙂

    Og de tykke bøger er skam ikke så farlige. Det er nærmere dagens timer og planer som bærer skylden.

    Og JosefineO er en rigtig charmerende hjemmeside. Der er dog ikke mange bøger som vækker interesse, men det er alligevel hyggeligt at kigge lidt omkring – og de har jo et udvalg af storset alle genre.

  4. Maja – jeg skal prøve at huske det – det er jo lidt forskelligt hvad folk foretrækker, men jeg skal se, om ikke jeg kan huske at poste det begge steder 🙂

  5. Pingback: Da hun forsvandt | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *