I Capture the Castle

I capture the castle

Nu nåede jeg endelig til denne bog, som jeg egentlig havde håbet på at nå i løbet af foråret.

‘I Capture the Castle’ er skrevet af Dodie Smith og handler om teenageren Cassandra, der bor på et gammelt, nedslidt slot sammen med sin familie. Der er intet pompøst ved slottet, der har mistet al glans og vælde. Cassandras far er en kendt forfatter – eller rettere sagt var en kendt forfatter, for det er efterhånden længe siden, han har udgivet noget, og resten af familien er meget bekymret for, om han overhovedet kommer i gang med at skrive igen. Det er et problem, der vokser og vokser, eftersom familien ikke har nogen penge og derfor må leve yderst sparsommeligt. Da de to brødre, Simon og Neil, en dag ankommer til slottet, er det samtidig starten på en begivenhedsrig tid for familiens medlemmer.

Bogen er en dannelsesrejse – ikke blot for hovedpersonen Cassandra men også for mange af de andre personer i historien. I løbet af fortællingen ser man som læser, hvordan Cassandra modnes og går fra barn til voksen. Cassandra fylder – desværre – meget i historien, og det er med en streg under ‘desværre’, for jeg brød mig ikke synderlig om hende. I starten virker hun langt yngre end sine 17 år, da hun fremtræder meget naiv, men derefter får hun en række fikse ideer, som får hende til at virke bedrevidende og irriterende frem for omsorgsfuld og handlekraftig.

Historien er lidt pudsigt sat sammen. I starten er der megen fokus på familiens fattige kår, og det virker nærmest, som om de bor i en sønderbombet by under krigen. Det bliver så ekstremt, at skiftet – da det begynder at gå bedre – kommer til at virke meget underligt, eftersom der ikke går lang tid, før Cassandra tilsyneladende har glemt alt om den tid. Det gør mig ikke voldsomt meget, for jeg har ikke behov for, at hun svælger mere i den ekstreme fattigdom, men skiftet virker mærkeligt.

Der er passager undervejs, som jeg nød at læse – som har den sommerlige og drømmende stemning, jeg håbede på at finde i bogen. Desværre fylder de ikke så meget i bogen, som jeg havde forventet, og i stedet fik jeg en historie, der starter med at handle om en meget fattig behome-agtig familie til at handle om langtrukne kærlighedsforviklinger. Ikke lige hvad jeg forventede eller havde lyst til at læse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *