I døden og videre

På min biblioteks-huskeliste har der gennem længere tid stået ‘I døden og videre’ af Jacob Kokkedal. Jeg kan ikke huske, hvor jeg stødte på bogen første gang, men det kunne godt være en liste over nye bogudgivelser. Da mit læsetema for årets tre første måneder har været fantasy, så var det oplagt at låne denne bog, da den er første del i en fantasy-serie.

Bogen foregår i kongeriget Sastion, hvor kongen er draget i krog mod De Urene horder og ladet den unge prins blive alene tilbage. Prinsen Eumon er en lille og forsigtig dreng, som mest bruger tid sammen med bøgerne, men det bliver der grundigt lavet om på, da drukkenbolten Balt først redder prinsen og prinsessen og siden begynder at oplære prinsen i kampteknikker. De er et umage par – den fordrukne og snuskede mand og den spinkle knægt – men det er tydeligt, at drengen har gavn af den ligefremme behandling. Omgivelserne lægger også mærke til forandringen, og flere og flere spørger sig selv om, hvem Balt mon er. Hvor kommer han fra, og hvad er hans baggrund? Det er tydeligt, at han må have en soldaterbaggrund med de teknikker, han lærer prinsen, men hvem er denne mystiske mand?

Denne bog endte med at overraske ganske positivt, og det skyldes først og fremmest samspillet mellem Balt og Eumon. Det bliver hurtigt tydeligt, at Balt – trods sin fordrukne og beskidte overflade – er en ganske anstændig person og derfor har en god indflydelse på den unge, usikre prins. Det øvrige persongalleri rummer også en del personer, der er lette at holde af – blandt andet tjenestepigen Lila og kammertjeneren Sulkat – men de får dog ikke lov til at fylde så meget som Balt.

Bogens største svaghed er de mange gentagelser. Der er blandt andet lige lovlig megen fokus på Balts uhumske fremtoning og hans afhængighed af alkohol og lidt for megen trampen rundt i, hvor usikker og forsigtig prinsen er. Det er synd, når nu historien som helhed er velskrevet.

‘I døden og videre’ er en ganske fin start på en fantasyserie. Jeg glæder mig til, når næste bog udkommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *