I misosuppen

Jeg har en vis svaghed for bøger, der foregår i Asien og i særdeleshed Japan, der er et utroligt fascinerende land. Jeg kunne derfor heller ikke nære mig, da jeg stødte på ‘I misosuppen’ af Ryu Murakami på min biblioteksudflugt for et stykke tid siden.

I bogen følger vi den 20-årige Kenji, der er guide i Tokyos natteliv. Få dage før nytår bliver han hyret af den amerikanske turist, Frank, der gerne vil have en rundtur i det japanske natteliv. Det umage par besøger en lang række lyssky barer og peepshows, mens Kenji bliver mere og mere overbevist om, at Franks underlige opførsel ikke blot skyldes kulturelle forskelle men simpelthen dækker over, at han er psykopat og muligvis har dræbt en gymnasiepige, hvis lig er fundet kort tid inden. Kenji har dog ingen anelse om, hvor galt det faktisk kan gå, når man opholder sig i nærheden af Frank…

Jeg blev hurtigt grebet af bogen, som ledte mig igennem Tokyos natteliv med en mere og mere paranoid følelse, da jeg levende kunne forestille mig Kenjis dilemma – skulle han stole på sin intuition, eller skulle han slå det hen? Kenji er en sympatisk men også ret konfliktsky hovedperson, hvilket både gør ham menneskelig men også medskyldig i de frygtelige ting, der sker undervejs. Der er en fantastisk spændingskurve, hvor forfatteren med simple midler formår at opbygge en fortættet og ubehagelig følelse af, at noget er helt, helt galt, og hvor du som læser føler dig ligesom Kenji, der ikke ved, om han overfortolker signalerne, eller om han bør flygte, mens tid er. Jeg sad flere gange og digtede videre på historien for at lure, hvad der lå bag Franks mystiske opførsel, og da først handlingen tog fart, var det en fascinerende og lidt skræmmende oplevelse.

Bogen har få men ret voldelige og brutale scener, så det skal du være forberedt på, hvis du vil læse den. Meget af bogen kan dog også læses som et interessant møde mellem to meget forskellige kulturer – den amerikanske og den japanske – og hvor du som vesterlænding får et lille indblik i den japanske kultur på godt og ondt.

Min eneste anke er, at bogen taber lidt pusten de sidste 50 sider, men ellers er det en bog, jeg bestemt vil anbefale. Den er velskrevet, interessant, fascinerende og skræmmende på samme tid.

6 tanker om "I misosuppen"

  1. Faldt tilfældigt over din blog.

    Jeg kunne rigtig godt lide bogen da jeg synes den handler om et ungt menneske der tvinges til at forholde sig til sit eget land, dets kultur og dets historie 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *