Jeg, Adrian Mayfield

Dette er et eksempel på en af de bøger, der har stået på min bogreol i over ti år, før jeg endelig fik den læst. Jeg havde ikke særlig store forventninger til den, hvilket sandsynligvis er den primære årsag til, at jeg ikke har fået den læst før nu. Men så er det jo godt, jeg har en bogudfordring, hvor jeg skal have ryddet ud i de ulæste bøger på bogreolerne!

‘Jeg, Adrian Mayfield’ er skrevet af Floortje Zwigtman og foregår i slutningen af 1800-tallet i London. Hovedpersonen er den 16-årige Adrian, der arbejder hos en skrædder – et arbejde, han er træt af på grund af den irriterende chef. Da han en dag møder en kunde, som lægger an på ham, bliver han først skræmt – og derefter nysgerrig. Han opdager, hvor tiltrækkende andre mænd finder ham, og han indser, hvordan han kan tjene penge på det. Snart har Adrian droppet jobbet hos skrædderen til fordel for et liv som trækkerdreng i et kunstnermiljø, hvor kærlighed kan købes, og hvor luksus og armod er i konstant kamp mod hinanden.

Dette var en ret interessant historie om en ung homoseksuel dreng, som lærer sig selv og andre at kende gennem flirten og seksuelle eksperimenter. Det er også historien om at prøve at leve et værdigt liv i et samfund, hvor man må skjule sider af sig selv, fordi homoseksualitet er forbudt. Og så er det også fortællingen om at opdage kærlighed og forelske sig hovedkulds i en, der er uopnåelig.

‘Jeg, Adrian Mayfield’ var – heldigvis – mere spændende og fascinerende, end jeg forventede. Adrian er en hovedperson, der trods hans ret afslappede holdning til lov og ret og generelle velvillighed i forhold til at narre penge fra folk, er let at holde af. Han tumler med en lang række problemer, og selvom han til tider har det overraskende let, så fornemmer man, at der ikke er langt fra succes til fiasko.

Der var en periode i bogen, hvor jeg begyndte at kede mig, da jeg syntes, at historien stod i stampe. Samtidig blev Adrian ind imellem lige lovlig filosofisk og livsklog i forhold til sin alder og sin stand, og det irriterede mig. Til gengæld var det fint, at han hurtigt opførte sig bedrevidende og smykkede sig i lånte fjer for at passe ind i kunstnermiljøet – det virkede ganske troværdigt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Dandy’ flere gange undervejs, ligesom jeg også smilede, da en af personerne i bogen refererer til ‘klassikeren ‘Dorian Gray’. Der var lidt af den samme dekadente stemning i ‘Jeg, Adrian Mayfield’. Bogen er måske ikke særlig nyskabende i forhold til fortællestil og problematikker, men det var nu en interessant læseoplevelse og gerne en bog, jeg anbefaler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *