Jeg henter solen ned

‘Jeg henter solen ned’ fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom for nogle år siden. Jeg læste den ikke dengang, men da jeg faldt over lydbogsudgaven, blev jeg alligevel nysgerrig og har derfor lyttet til den i løbet af den sidste uges tid.

Bogen er skrevet af Jandy Nelson og handler om tvillingerne Jude og Noah, der tidligere var uadskillelige men nu undgår hinanden. Hvorfor? Det finder man ud af i løbet af bogen, hvor kapitlerne skifter mellem de to hovedpersoner. Her fortæller Noah om årene op til forandringen, mens Jude fortæller om årene efter. Det er historien om de meget forskellige tvillinger, den udadvendte og den indadvendte, og de komplikationer, der opstår, når misforståelser tager fart og mennesker bliver såret.

Jeg hørte som sagt lydbogsudgaven, og det gjorde skiftene mellem fortid og nutid lidt forvirrende i starten, selvom det hjalp en del, at det var to forskellige personer, der havde indtalt hovedpersonernes stemmer. Efter et par timers lytning havde historien ikke rigtig fanget mig endnu, og jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle opgive bogen. Men så skete der noget, som fik vakt min nysgerrighed, og derefter hyggede jeg mig fint resten af tiden.

Noah og Jude er nogle specielle personer. De er ikke nødvendigvis urealistiske men de har hver deres særheder, og det giver noget kant og drama til historien. Der er et par konflikter undervejs, som måske kan være en anelse… forcerede… men jeg vil ikke afvise dem som utroværdige, for folk – og især teenagere i deres følelsers vold – kan ind imellem gøre nogle drastiske og tåbelige ting. Desværre betød det også, at jeg ikke rigtig følte, jeg kom ind på livet af dem. Det virker måske lidt underligt, da de blotter sig meget følelsesmæssigt, men det blev ind imellem lidt for iscenesættende til mig.

Jeg skulle som sagt lige vænne mig til opbygningen af bogen, men da det kom til stykket, syntes jeg egentlig, det fungerede meget godt. Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg faktisk på, at det kunne være interessant at læse/lytte til den igen på et tidspunkt for at få de detaljer med, som man ikke nødvendigvis får fat i første gang, man læser en bog og ikke ved, hvad den ender med.

Som ungdomsbog fungerer den fint. Den favner mange af de problematikker, som ungdommen ofte består af (søgen efter kærlighed og den eneste ene, grænsesøgende/konfronterende opførsel, brug og misbrug af alkohol osv.). Den ligner ikke min ungdom, men jeg kan sagtens genkende mange af de konflikter, som var typiske dengang, hvor jeg var under tyve (og… det er ved at være nogle år siden efterhånden :)). Jeg var ikke helt oppe at ringe over den, og den rørte mig ikke på samme måde, som andre ungdomsbøger har gjort, men samlet set en udmærket læseoplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *