Jomfrudronningen

jomfrudronningen

Gennem de sidste mange år har jeg fået hamstret en håndfuld historiske romaner, som efterfølgende har hygget sig på bogreolerne… ulæste! En af sommerferiens mål var derfor at komme i gang med det, så jeg kastede mig over ‘Jomfrudronningen’ af Susan Kay.

‘Jomfrudronningen’ er en skønlitterær bog, der fortæller historien om Elisabeth den 1., der blev dronning af England og regerede landet i 45 år. Bogen følger hende tæt fra hendes første år og helt frem til hendes sidste. Hendes fremtid ser ellers ikke lys ud, da hendes far får moderen, Anne Boleyn, halshugget da Elisabeth er 3 år. Elisabeth lever et farefuldt liv, indtil hun som 25-årig bliver kronet som dronning af England. Farerne er dog ikke drevet over, men ved list og snilde formår Elisabeth at styre landet og samtidig holde de andre europæiske lande på afstand, så England oplever en lang årrække med fred og fremgang.

Dette er historien om en af verdenshistoriens mest magtfulde og berygtede kvinder. Ikke alene var Elisabeths barndom kaotisk og præget af moderens katastrofale ægteskab med Henrik den 8. (ja, ham der blev berømt for at slå sine hustruer ihjel) – hun formåede også at holde tronen i 45 år uden på noget tidspunkt at måtte afgive magten til mænd. Det var noget af en kunst i 1500-tallet, hvor kvinder ikke havde meget at skulle have sagt – ej heller hos adelen.

Bogen er meget spændende – ikke blot fordi historien om Elisabeth er fascinerende i sig selv, men også fordi forfatteren har formået at skrive en interessant og medrivende fortælling, hvor det er tydeligt, hvordan Elisabeth har balanceret på et knivsæg for at styre sikkert gennem adelens magtkampe. Ind imellem kammer det over, og forfatterens næsegrus beundring af Elisabeth bliver alt for tydelig, men bortset fra det er det en fornøjelse at læse historien om en intelligent og yderst listig kvinde, der kom til at have en så stor rolle i ikke bare Englands men også Europas historie.

Bogen går lidt ned i tempo i den sidste del af historien, men det er ikke så underligt, når det samtidig også er beskrivelsen af Elisabeths sidste år. Jeg synes heller ikke, det gør noget, for det giver tid til eftertænksomhed.

Alt i alt er ‘Jomfrudronningen’ en fascinerende og fængende fortælling om en af historiens mest betydningsfulde kvinder – en dronning, hvis lige er svær at finde.

6 tanker om "Jomfrudronningen"

  1. Som barn slugte jeg den ene historiske roman efter den anden, og igennem et par år har jeg tænkt på at udforske genren på ny. Det skal selvfølgelig handle om konger og dronninger, men jeg har ingen idé om, hvem jeg skal begynde med. Har du et bud?

    • Det kommer an på, hvad du især sætter pris på ved de historiske romaner. Hvis du f.eks. gerne vil have en velskrevet historie om en stærk kvinde, så er ‘Jomfrudronningen’ et godt bud. Er der en periode, du er særlig interesseret i?

    • Jeg synes egentlig ikke, den er så tung, men anden halvdel kunne godt have været kortere, da den del af hendes liv ikke er nær så spændende som den første. Så jeg kan godt forstå, hvis folk synes, den er en anelse lang – jeg nød den dog i fulde drag 🙂

  2. Pingback: Dronningens dame | Den Lille Bogblog

  3. Pingback: Dronningeskolen | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *