Kan din yndlingsforfatter skrive dårlige bøger?

 Har du en yndlingsforfatter? En, hvis bøger du altid læser? Har han/hun nogensinde skrevet en bog, hvor du – måske nødtvungent – måtte indrømme, at du ærlig talt var noget skuffet, da du læste den?

Jeg har ikke en decideret yndlingsforfatter, men en af de forfattere, jeg har læst mest af, er Stephen King, og han var min yndlingsforfatter i teenageårene. Han har skrevet fantastiske bøger – men han har altså også skrevet noget virkelig skidt og skrammel! Det var ret tydeligt, da jeg sidste år havde dedikeret en hel måned til at læse en række af hans bøger. Det blev til otte stk, og her fik jeg virkelig brugt hele paletten af karakterer hos Goodreads, for her var flere fem-stjernede læseoplevelser, men altså også et par stykker, der kun kunne skrabe hhv. én og to stjerner sammen!

Nu kan man så argumentere for, at det netop ikke er overraskende hos en forfatter som Stephen King, der som regel sender flere nye bøger i handlen hvert år, hvor mange forfattere end ikke udgiver én bog om året. Ind imellem må det da gå lidt (for) stærkt… eller hvad?

En velanset og erfaren forfatter er i mine øjne ikke en 100% garanti for, at en bog er fantastisk, for ind imellem eksperimenterer forfattere og prøver nye veje, når de skriver bøger, og det er ikke altid, det falder heldigt ud. Alligevel vil jeg som udgangspunkt altid foretrække, at forfattere netop eksperimenterer og prøver dem selv (og læserne?) af i stedet for blot at bruge den samme (effektive) skabelon igen og igen.

Jeg var selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke elskede alle de Stephen King-bøger, jeg læste sidste år, men jeg må også indrømme, at jeg var lidt fascineret over, hvor ringe et par af dem var. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor forfatteren havde taget de valg, han havde – og hvorfor forlaget ikke havde stoppet ham 😉

Hvad er dine oplevelser?

4 tanker om "Kan din yndlingsforfatter skrive dårlige bøger?"

  1. Åh, jeg læste ‘Rose Madder’ af Stephen King tidligere på året. Den fandt jeg temmelig rædsom. Men ja, forfatteren er ingen garanti. Jeg er temmelig tosset med en del af John Irvings bøger, men har også læst nogle lidt mere skuffende iblandt. Sådan tror jeg altid det vil være, man kan vel ikke vinde hver gang :/

  2. Jeg blev lidt skuffet over “Doll Bones” af Holly Black. Jeg elsker hendes skrivestil og bogen var da også okay – men jeg havde forventet mere. Hun skuffer mig aldrig, og selvom bogen altså stadig var til 3 stjerner, så sad jeg lidt tilbage med en “Nåh okay..”-følelse netop fordi jeg forventede mere (eller noget andet?) af hende 😮

    • Jeg har faktisk lige bestilt en af hendes bøger, som jeg regner med at læse til efterårets readathon – dog ikke Doll Bones 🙂
      Til gengæld er jeg så i gang med endnu en King-bog, som jeg ikke er begejstret for – nemlig Talismanen. Den er utrolig langsom – alt, alt for langsom til min smag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *