Komedie i mol

I sidste uge læste jeg en positiv anmeldelse af denne bog hos Bøgernes Labyrint, og få dage efter faldt jeg over selvsamme bog hos netlydbog.dk, hvor jeg straks lånte den.

Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor ægteparret Vim og Marie går med til at skjule en jødisk mand i deres hjem. Det er en risikabel beslutning, for det bringer også dem selv i fare, hvis det bliver opdaget. De står dog i en helt ny og uventet situation, da den jødiske mand dør, og de pludselig står med et lig, de ikke kan komme af med. Og det er ikke kun den fysiske udfordring med at skaffe liget af vejen – hvad med den sorg, de føler over at have mistet en ven? En ven som ingen andre kender til.

Det er en lille sag – kun 127 sider lang – men bogens tema er alligevel tankevækkende og meget menneskelig. Hvordan sørger man over en person, som man officielt set aldrig har mødt? Og hvordan påvirker det en som menneske?

Det er et stærkt tema, og det er beskrevet på en underspillet og enkel måde, som sætter tankerne i gang og får en til at overveje, hvordan man selv ville reagere i sådan en situation. Det er også en smuk beskrivelse af et forsigtigt og hensynsfuldt venskab, der langsomt spirer frem for blot at blive revet bort. Forfatteren forstår med få ord at sætte rammerne for en tragedie, som ikke er belyst særlig grundigt i de andre bøger, jeg har læst om jødiske flygtninge under 2. Verdenskrig,

Absolut lige så god, som jeg forventede, og en bog jeg gerne anbefaler. Det er dog en bog, du skal give dig tid til at fordøje og dermed ikke et oplagt valg til en sol og sommer-ferie nede sydpå.

4 tanker om "Komedie i mol"

  1. Det kender jeg godt til. Lige pt. er alt hvad jeg vil at læse, selvom jeg egentlig ikke har tid til det. xD

    Uh, det lyder godt. Det gør al sommerlæsning egentlig. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *