Kongens Ranger

Dette er 12. og sidste bog i fantasyserien ‘Skyggens lærling’, der er skrevet af John Flanagan. Jeg vil kun berøre handlingen i bogen ganske let for ikke at afsløre for meget fra de foregående bøger og i stedet fremhæve de gode og knapt så gode ting ved denne serie.

Jeg gik i gang med serien for flere år siden, og de første mange bøger hørte jeg som lydbøger via netlydbog.dk. De seneste 5-6 bøger er dog alle læst i papirbogsudgave, da jeg ikke kunne vente på indtalingen af de efterfølgende bøger.

‘Kongens ranger’ har jeg også læst i papirudgave, og det var et hyggeligt gensyn med mange af de personer, som også har befolket de tidligere bøger. Starten af fortællingen er langt mere alvorlig og trist end i de tidligere bøger, og det kan jeg på den ene side godt lide, da bøgerne udviklede sig til at være lige lovlig meget feel-good-fantasy til min smag cirka midtvejs i serien. Jeg savnede, at der for alvor var noget på spil, og alt virkede så legende let for hovedpersonerne. Det er det ikke i lige så høj grad denne gang, og det er måske et lidt mærkeligt valg til den sidste bog, for hvorfor ændre på stilen?

Men men – når det så er sagt, så synes jeg, at det er en fin afslutning på serien. Historien afslutter en række ting, udvikler universet og åbner op for nye eventyr, hvilket giver mig lyst til at fantasere videre om, hvad der så kan ske. 

‘Skyggens lærling’-serien er en hyggelig, sjov og til tider rørende fantasyserie, hvor de gode er GODE, og hvor venskab og loyalitet er de altdominerende værdier. Det kan godt blive lige lovlig goody-good (især for os, der elsker ‘A Song of Ice and Fire’-serien), og jeg synes også, at serien taber pusten efter bog 5 og bliver alt for forudsigelig, men det er stadigvæk en serie, jeg gerne anbefaler, hvis du gerne vil læse en fantasyserie med trofaste og sympatiske hovedpersoner.

Jeg har ikke skrevet så meget om de foregående bøger, men jeg har lavet en kort appetizer for de seks første bøger samt anmeldelser af ‘Løsepenge – bog 7’ og ‘Halt i livsfare – bog 9’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *