Kylling med blommer

I sidste måned læste jeg ‘Embroideries’ af Marjane Satrapi, og det endte med at være månedens bedste læseoplevelse. Derfor var det utrolig fristende at låne en anden af hendes bøger, ‘Kylling med blommer’, da jeg så den på biblioteket tidligere på ugen. Ud fra titlen skulle man tro, at det er en kogebog, men det er en graphic novel, der foregår i Iran.

‘Kylling med blommer’ foregår i Teheran i 1958 og handler om Satrapis onkel. Han er musiker og leder efter et nyt musikinstrument, da hans kone har ødelagt hans gamle i et raserianfald. Men Nasser kan ikke finde en god erstatning for hans elskede musikinstrument, og frustrationen vokser. Til sidst overmander depressionen ham og han lægger sig ned for at dø. Flere kigger forbi hans sygeleje for at opmuntre ham og få ham til at leve igen, men Nasser er urokkelig – hans liv giver ikke længere mening.

‘Kylling med blommer’ er en noget anderledes fortælling end ‘Embroideries’. Det er en kort og sørgmodig fortælling om en mand, der mister lysten til at leve, og den er fortalt med meget enkle og nærmest naive tegninger. Selvom historien er så kort og simpel, efterlod den alligevel et godt indtryk, for Satrapi er god til at fortælle, og fortællingen om musikeren, der mister lysten til at leve, er hjertenskærende og så menneskelig. Det er en historie om at drømme, elske og miste, og den er meget fint fortalt.

‘Kylling med blommer’ kan – ligesom Marjane Satrapis andre graphic novels – anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *