Labyrint

Denne bog har jeg overvejet at læse, lige siden den udkom for nogle år siden, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at låne et fysisk eksemplar på biblioteket, så blev fristelsen alligevel for stor, da jeg faldt over den på netlydbog.dk.

‘Labyrint’ er skrevet af Kate Mosse og har to sideløbende historier – en om den unge kvinde Alice Tanner, som i 2005 finder et par ret interessante ting under en arkæologisk udgravning ved Carcassonne. Samtidig følger læseren også den 16-årige Alais, som levede 800 år tidligere – samtidig med korstoget mod de franske kættere. Alais får en bog af faren, en bog som er knyttet til Labyrint-trilogien, der gemmer på sandheden om den hellige gral. Det er derfor vigtigt, at Alais beskytter den, om det så skal koste hende livet. I løbet af bogen finder Alice efterhånden ud af, at hendes fund er meget værdifuldt – så værdifuldt at det er værd at slå ihjel for.

Denne bog startede godt – og så gik det ellers stille og roligt ned ad bakke. I starten var jeg lidt ærgerlig over, at historien er splittet op i to dele – en i nutiden og en i fortiden – for der gik et stykke tid, inden det begyndte at give mening. Selvfølgelig vidste jeg som læser, at der var en dybere mening med, at man skulle følge de to hovedpersoner, men det spillede ikke helt sammen i starten. Historien om Alais var ret fængende, og den nød jeg at følge med i et godt stykke ind i bogen, mens historien om Alice skulle lidt op i omdrejninger, før den blev interessant. Da jeg var nået halvvejs, var det til gengæld, som om historien knækkede over på midten, og herefter var det en ærgerlig rutsjetur at skulle igennem den anden halvdel, som føltes mere og mere langtrukken, og hvor jeg blot blev mere og mere ligeglad med personerne og deres gøren og laden.

Bogen har flere fællestræk med den bølge af ‘gralbøger’ (med Da ‘Vinci Mysteriet’ som frontløber), der kom for en række år siden, men jeg synes dog ikke, at de nutidige religiøse fanatikere virker lige så hysteriske som i Dan Browns bøger. Til gengæld formår han at holde et højt spændingsniveau, mens denne bog helt tabte min interesse til sidst. Jeg vil tro, at du skal være ret begejstret for ‘gralbøger’ for at holde af denne bog.

4 tanker om "Labyrint"

  1. Jeg har prøvet en anden Kate Mosse-mursten, Sepulchre, men jeg nåede ikke ret langt ind i den, før jeg fik nok. Bølgende barme og hvide alabasterkinder blev en tand for romantisk for mig.

  2. Nikoline – ja, jeg har fået læst 'Blod', som jeg snart bringer en anmeldelse af, og så er jeg godt i gang med 'En vampyrs bekendelser', som pt. lever fuldt op til forventningerne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *