Lavendelhaven

Denne bog var et lidt usædvanligt valg for mig. Både forsiden og beskrivelsen antydede, at det var en kærlighedshistorie – og måske en ret traditionel slags – og det er jo ikke ligefrem den genre, jeg læser mest i, men det er sundt at udfordre sig selv, så det gjorde jeg.

‘Lavendelhaven’ er skrevet af Lucinda Riley og foregår dels i slutningen af 1980’erne, dels under 2. Verdenskrig. Omdrejningspunktet for historien er den unge franske kvinde, Emilie, hvis mor dør og efterlader familieslottet til Emilie. Hun får hjælp af den engelske kunsthandler Sebastian, der dukker op samtidig med dødsfaldet, og sammen forsøger de at få styr på den nødvendige restaurering af slottet. Samarbejdet udvikler sig til forelskelse, og Emilie siger straks ja, da han frier til hende. De bliver gift, og selvom hun nu skal bo i England, så bruger hun stadig megen tid på restaureringen af slottet, og det er også i den forbindelse, at hun falder over en digtsamling, som hendes tante har skrevet – en tante, Emilie aldrig har kendt, og som faren ikke ville tale om. Men Emilie overtaler slottets gamle vinbonde til at fortælle om sin families historie – en historie, der trækker nogle interessante tråde tilbage til 2. Verdenskrig.

Denne bog overraskede mig på flere områder. Jo, det er på mange måder en kærlighedshistorie, men det er også en bog, der indeholder en fascinerende fortælling om modstandskampen under 2. Verdenskrig.

Det var netop sidstnævnte, der var bogens store styrke, og flere gange blev jeg lettere irriteret, når scenen skiftede fra afsnittene om 2. Verdenskrig til afsnittene, der foregik i slutningen af 1980’erne. Scenerne fra fortiden var så medrivende og spændende, at de sagtens kunne have udgjort en bog i sig selv.

Rammefortællingen var desværre ikke lige så interessant. Her var de to største ulemper en ret naiv hovedperson, Emilie, som jeg havde svært ved at fatte sympati for, samt en ret forudsigelig handling. Der var et par detaljer til sidst, som jeg ikke havde forudset, men ellers var det en historie, som desværre var lige lovlig klichefyldt og konstrueret.

Men men… scenerne fra fortiden trækker op i det samlede billede, så det endte med at være en ganske fin og stemningsfuld læseoplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *