Leviathan Wakes

Et af mine læsemål i år er at få læst noget mere sci-fi. Det vil jeg først og fremmest gøre i tredje kvartal, hvor jeg det er temaet for læsningen de tre måneder, men det forhindrer mig jo ikke i at læse sci-fi resten af året.

‘Leviathan Wakes’ af James S. A. Corey er blevet fremhævet som en af de bedste sci-fi-serier, der er udgivet de seneste år. Bogen foregår i en tid, hvor menneskene har koloniseret månen, Mars samt asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og man følger de to hovedpersoner – lederen på et fragtrumskib, Jim Holden, og detektiven Miller. Holden flyver mellem Saturn og asteroidebæltets miner. Her falder han og resten af besætningen over et forladt rumskib, hvor der tydeligvis har foregået noget yderst suspekt. Miller leder efter en forsvunden ung kvinde, som hendes forældre har meldt savnet. Hans efterforskning bringer ham tæt på Holden, og så begynder tingene for alvor at tage fart.

Sci-fi er i den grad en meget bred genre. Jeg vil betegne stilen i denne bog som klassisk sci-fi – der er rumskibe, action og et vis snert af noget fremmed og mystisk. Til gengæld er det ikke ligefrem fordi, at bogen vælter sig i sære rumvæsner eller meget syrede verdener – selvom der selvfølgelig er en vis teknisk overlegenhed, så ligner menneskene meget nutidens mennesker.

Jeg må indrømme, at jeg havde høje forventninger til denne bog, og dem levede den desværre ikke helt op til. Det er bestemt ikke en dårlig bog, men jeg blev ikke rigtig grebet af handlingen, og selvom især Holden var let at holde af, så var han ikke en person, der krøb ind under huden på mig. Jeg havde nok håbet en læseoplevelse som ‘The Praxis’, men ‘Leviathan Wakes’ havde slet ikke samme dramatik og humor. Jeg var ok underholdt, men jeg engagerede mig ikke rigtig i historien. Der var scener, der lige havde det ekstra, hvor man sidder på kanten af stolen og følgerne linjerne tæt, men de var desværre få.

Til gengæld skal bogen have ros for ikke at svælge i lange, tekniske forklaringer eller superdetaljerede kampscener. Der er heller ikke 117 nye, svære udtryk, man skal lære for at forstå bogens samfund, og det er ellers en fælde, som mange sci-fi-forfattere falder i.

Jeg har dog langt fra opgivet serien, selvom første bog ikke helt var det brag af en læseoplevelse, som jeg havde set frem til, så jeg håber på at få læst næste bog senere i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *