Lille fremmede

lille fremmede

Denne bog har jeg længe glædet mig til at læse, for jeg læste flere betagende og medrivende bøger af Sarah Waters for nogle år siden, og det har selvfølgelig givet mig lyst til at udforske hendes forfatterskab.

‘Lille fremmede’ foregår i slutningen af 1940’erne i England, hvor lægen Faraday vender tilbage til sin barndomsegn og chokeret oplever, hvordan det prægtige gods på egnen, Hundred Hall, nu er forfaldent og ved at gå til af ælde. Godset bebos kun af Mrs. Ayres og hendes to voksne børn, Roderick og Caroline. Da Faraday opdager, at Roderick lider af en krigsskade, som han ikke får behandling for, tilbyder Faraday at behandle ham gratis under dække af, at Roderick faktisk hjælper Faraday med at teste en ny behandlingsmetode. Men det er ikke kun Faradays gode hjerte, der får ham til at tilbyde dette – der er også noget dragende ved det gamle, forfaldne gods. Noget, som også får folk til at se syner, for flere kan rapportere om sære hændelser – om mystiske ulykker, underlige lyde og en generel følelse af, at ikke alt er, som det skal være.

‘Lille fremmede’ er en langsom fortælling – en historie, der fortælles roligt og tålmodigt på samme måde som ‘Rebecca’ og ‘Alt det lys vi ikke ser’. Hermed ikke sagt at ‘Lille fremmede’ kan sidestilles med de to bøger, for det er en lidt uretfærdig sammenligning, men den har noget af den samme ro og den underspillede dysterhed, der langsomt bygges op.

Forfatteren gør meget ud af at beskrive godset som et sted, der bestemt har kendt bedre dage – og måske aldrig rigtig har bevæget sig videre i tid – og det er på den ene side meget forståeligt i forhold til den stemning, hun ønsker at opbygge, men på den anden side blev jeg ved med at tro, at historien foregik omkring starten af 1900-tallet.

Jeg er lidt fascineret af lægen Faraday, som historien fortælles ud fra, for selvom han lader til at være en hjælpsom og venlig mand, så har han også en række selviske træk, som bliver mere og mere tydelige i løbet af historien, og det gør fortællingen mere tragisk – i mine øjne i hvert fald. Måske har han hele tiden været sådan, måske er det godsets skyld?

‘Lille fremmede’ er stemningsfuld og dyster fortælling. Det er ikke en bog, der kan byde på en masse ‘bøh’-effekter eller drabelige scener, men det er en historie, som ganske langsomt opbygger flere og flere lag af ubehag og sære begivenheder, og det bliver sværere og sværere at ignorere.

Bogen er ikke forfatterens bedste – jeg kan stadig bedst lide ‘Rænkespil’ – men jeg endte med at nyde ‘Lille fremmede’, selvom jeg lige skulle vænne mig til det meget rolige – nærmest forsigtige – tempo.

Er du til dystre gotiske fortællinger i stil med  ‘Rebecca’, så er denne bog sandsynligvis noget for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *