Linda og Valentins samlede eventyr 1

SPONSORERET

I sidste uge var der premiere på Valerian, der er en filmatisering af (nogle af) Linda og Valentin-albummene. Den skulle jeg naturligvis se, men inden da måtte jeg også lige genopfriske verdenen, og det kunne jeg meget passende gøre med første bind i ‘Rejser i tid og rum’-serien – ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’. Bogen er sponsoreret af Bog & Idé.

‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ er de første tre albums samlet i ét bind – ‘Onde drømme’, ‘Storbyen der druknede’ og ‘De tusinde planeters imperium’. Serien er skabt af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières og blev afsluttet i 2008, hvor serien da havde 21 albums og 40 år på bagen.

Linda og Valentin-serien er en pionér inden for sci-fi-genren, og det er ret tydeligt, at mange andre sci-fi-værker har ladet sig inspirere af denne verden. I forordet til denne bog er der en lang række eksempler på, hvordan Star Wars er kraftigt inspireret af Linda og Valentin. Det er ret sjovt at se, hvor mange sammenfald, der er, for jeg tror, der er mange, der ikke ved, hvor mange detaljer ved Star Wars, der er lånt fra Linda og Valentin.

At læse ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ var først og fremmest et hyggeligt gensyn med en elsket verden og to meget charmerende hovedpersoner. Det er en smuk, dragende og fantasifuld verden, som serien foregår i, men det kommer dog ikke helt til udtryk i de første albums, hvor Valentin tager på en række tidsrejser, der bringer ham til forskellige perioder af Jordens historie. Af samme grund synes jeg ikke, at de tre første historier er de bedste blandt seriens albums, men det er bestemt interessant at få noget baggrundsviden om de to hovedpersoner. Tegningerne er smukke og til tider ret detaljerede, men det er dog også tydeligt, at dette er starten på serien, og at skaberne derfor lige skal finde deres helt egen stil.

Jeg kan virkelig godt lide humoren i serien og i særdeleshed samspillet mellem den kække spradebasse Valentin og den fornuftige og dygtige Linda. De er et virkelig godt makkerpar, som giver et godt drive til historien.

Mange sci-fi-bøger bygger på en kritik af det politiske system, og Linda og Valentin-serien er ingen undtagelse. Der er en helt klar skepsis over for undertrykkende samfund og et ønske om en mere forsonende og human indstilling. Det er meget sympatisk, men fortællestilen gør det tydeligt, at denne serie har 50 år på bagen. Der er ganske enkelt steder, hvor serien kommer til at virke lidt bedaget. Jeg synes ikke, det gør så meget – serien er jo gammel, og det er helt klart en af de sci-fi-serier, der bærer det pænt. Men nu glæder jeg mig også blot endnu mere til at læse videre i serien, da jeg ved, at nogle af de følgende albums er bedre skrevet.

Og så lige et kort hop tilbage til filmatiseringen – Valerian. Hvis du vil se filmen, vil jeg kraftigt anbefale, at du læser nogle af seriens albums først. Ikke nødvendigvis de to første historier i dette bind – det vil muligvis blot virke forvirrende – men helt sikkert den tredje historie, da filmen delvist bygger på dette album. Filmen er fantastisk flot – visuelt uovertruffen og meget i stil med Linda og Valentin-verdenen. Til gengæld er hovedpersonerne rædselsfulde og passer slet ikke til de oprindelige figurer. Skuespillerne ligner tværtimod castingen til en Twilight-spin-off – alt for unge, alt for mutte og alt for simple. De computeranimerede personer i filmen er mere udtryksfulde og charmerende end de to hovedpersoner – tilsammen! Så – hvis du vil se filmen, skal du gøre det for at nyde en smuk og fantasifuld film – ikke for at få et indtryk af de to hovedpersoner, for det er ret misvisende i filmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *