Little Brother

little brotherDenne bog fik jeg til opgave at læse i forbindelse med denne måneds Goodreads-udfordring. Det er en bog, jeg gav min allerkæreste for en række år siden, men desværre faldt det sammen med det tidspunkt, hvor han droslede ned på boglæsningen, så han fik den aldrig læst. Det kunne jeg så til gengæld gøre.

‘Little Brother’ er skrevet af Cory Doctorow og er første bog i en serie (sikkert en trilogi – det er jo så populært i disse år). Bogen er et fremtidsscenarie på, hvad der kan ske i en nær-nutid, hvis USA udsættes for et voldsomt terrorangreb, der får regeringen til at ophæve basale civile rettigheder og intensivere overvågningen af lokalbefolkningen. Her bliver den syttenårige Marcus en vigtig brik, da han sammen med nogle venner tages til fange lige efter terrorangrebet og forhøres om, hvorfor de opholdt sig tæt på terroristernes mål. Den behandling, Marcus udsættes for, er usædvanlig hård og sandsynligvis ikke efter reglerne, men hvilke regler gælder egentlig, når terroristerne først skaber paranoia? Marcus’ tilfangetagelse bliver hemmeligholdt, og han bliver truet til aldrig at nævne det over for nogen, men han kan ikke lægge det bag sig – slet ikke når han ser de ændringer, som hurtigt viser sig i dagligdagen. Pludselig indføres der en lang række tiltag, der overvåger og censurerer befolkningen, og det går imod alt, hvad Marcus tror på. Men kan han ændre på, at staten tilsyneladende pludselig skal overvåge og mistænkeliggøre helt almindelige borgere?

Dette er på sin vis en ganske klassisk problemstilling i den dystopiske genre – den dominerende, overvågende stat, som undertrykker og/eller udrydder de befolkningsgrupper, der ikke passer ind i statens billede af, hvad Den Korrekte Borger er. Det var yderst veludført i ‘1984’, og det er da også tydeligt, at ‘Little Brother’ blandt andet har hentet inspiration herfra.

Jeg havde det lidt svært med starten af bogen. Jeg syntes ikke, at situationen var troværdig nok til at legitimere den behandling, som Marcus blev udsat for, så jeg skulle et stykke ind i bogen, før jeg følte, at forfatteren havde skabt troværdige rammer for handlingen. Marcus’ dilemma og hans opførsel den efterfølgende tid er spændende og interessant fortalt – i hvert fald hvis du interesserer dig for it-sikkerhed (og det gør jeg heldigvis – jeg kan dog forestille, at der også vil være nogen, der synes, at visse passager er lige lovlig nørdede). Jeg synes dog desværre, at historien falder lidt til jorden i slutningen af bogen, hvor alting pludselig går meget – faktisk alt for – hurtigt, og slutningen derfor føles forjaget og lidt malplaceret.

Samlet set er det en udmærket dystopisk ungdomsbog, men jeg synes desværre ikke, at den bidrager med så meget nyt inden for den genre, og det havde jeg inderst inde håbet på. Jeg havde nok forventet lidt mere kompleksitet og tyngde, og jeg er derfor endnu ikke sikker på, om jeg læser videre i serien.

En tanke om "Little Brother"

  1. Pingback: Vilde svaner | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *