Livet efter dig

Ja, jeg beklager… vores ene kat ville meget gerne være med på billedet…

Jeg læste Stadig Alice’ af Lisa Genova for nogle år siden og var meget betaget af den rørende historie, så jeg har længe ønsket at læse flere bøger af samme forfatter. Det fik jeg muligheden for i december, da Rosinante & Co. sendte mig ‘Livet efter dig’.

Bogen har to hovedpersoner – Beth og Olivia. De bor begge på den lille ø Nantucket. Beth er gift med Jimmy, som hun har tre piger med, og livet går sin stille gang indtil den dag, hun finder ud af, at han er hende utro. Det ændrer med ét hendes liv, og hun tager sin fremtid op til genovervejelse. Lysten til at skrive bøger blusser pludselig op igen, og hun går i gang med at skrive en bog, der handler om en lille autistisk dreng. Olivia bor alene på øen i familiens sommerhus. Hun er ved at blive separeret fra manden, da deres ægteskab er helt slidt op på grund af kampen for at gøre livet bedre for deres autistiske dreng. Han døde dog som otteårig, og Olivia er stadig ikke kommet sig over tabet.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og er hurtig at læse. Den er ukompliceret og enkelt opbygget, hvor man skifter mellem at følge de to hovedpersoner. Samtidig er der også en række flashback i Olivias historie i form af dagbogsnotater fra tiden med Anthony.

Jeg havde egentlig forventet, at den autistiske dreng, Anthony, og hans historie ville fylde mere i bogen, men jeg syntes desværre, at de to kvinders helt almindelige dagligdag fyldte lige lovlig meget. Især passagerne med Beth blev lidt for trivielle til min smag, og jeg savnede mere nærvær og intensitet i historien. Jeg havde nok håbet at blive lige så fanget og rørt, som da jeg læste ‘Stadig Alice’, men det var denne historie ganske enkel alt for banal til.

Hvis du har brug for en enkel og letlæselig feriebog, så er denne bog måske noget for dig. Den er dog langt fra at nå samme niveau som ‘Stadig Alice’, som er en bog, der rammer lige i hjertet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *