Locke & Key – Welcome to Lovecraft

De seneste år har jeg – heldigvis – genfundet glæden ved at læse tegneserier, og det betyder, at jeg pt. er i gang med en lang række spændende serier. Jeg mente dog, at der godt kunne være plads til én til, og jeg var så heldig at få ønsket opfyldt, da jeg fik ‘Locke & Key – Welcome to Lovecraft’ til min fødselsdag.

Det er første bog i en serie på seks bøger skabt af Joe Hill og Gabriel Rodriguez. Første bog handler om de tre Locke-søskende, Tyler, Kinsey og Bode, der flytter ind i et gammelt hus sammen med deres mor. De prøver at skabe et nyt sted, hvor familien kan finde sammen, for børnenes far blev for nylig brutalt myrdet af en af de elever, han underviste. Et mord, som den ældste af børnene er overbevist om, at han kunne have forhindret. Så det er en familie i sorg, der forsøger at finde sig til rette i et hus, der bærer på mange hemmeligheder og mange overraskelser…

Jeg læser ikke altid introduktioner i bøger, men i dette tilfælde gjorde jeg, og det viste sig at være en god idé. De første sider i historien er nemlig en anelse indforståede og forvirrende, men de giver langt mere mening, jo mere af baggrundshistorien man får på plads undervejs.

Det er – som oplægget mere end antyder – en dyster og trist bog om en familie, der sørger over tabet af faren. Børnene håndterer tabet meget forskelligt, og det er en af de ting, der er med til at gøre historien interessant. Deres forskellige reaktioner og følelsesudbrud virker ret troværdige, og det gør det let at holde af – og med – dem. Samtidig får man stille og roligt mere at vide om huset, og det virker ikke ligefrem som det bedste sted for familien at ende… men det vil jeg ikke afsløre mere om her.

‘Locke & Key – Welcome to Lovecraft’ er en lovende start på en serie. Jeg syntes ikke, den havde så meget Lovecraft-stemning over sig, men det var bestemt en dyster og mystisk bog, og jeg glæder mig til at læse videre i serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *