London

Det tog nogle uger, men for nylig fik jeg endelig læst ‘London’ færdig. Jeg havde oprindeligt planer om at læse bogen (eller det meste af den) i juleferien, men så fik jeg brugt tiden på alt muligt andet, og så blev den i stedet læst i små bidder i løbet af de første uger af januar.

‘London’ er skrevet af Edward Rutherfurd og er en skønlitterær fortælling om Londons historie. Ligesom i ‘Sarum’ har forfatteren valgt en række nedslag i historien, hvor man følger fiktive eller historisk-inspirerede personer, som er med til at trække en rød tråd gennem historien. I Rutherfurds bøger er selve stedet nemlig hovedpersonen og personerne optræder i stedet som en slags kulisse for historien.

Bogens handling starter 54 før Kristi fødsel, da Julius Cæsar invaderer England. Derefter er der en lang række nedslag i historien – ind imellem går der flere hundrede år, men jo tættere, vi kommer nutiden, jo kortere tid går der mellem nedslagene. Historien slutter i 1900-tallet, så den er næsten up to date.

I starten havde jeg lidt svært ved at genkende London, men det er næppe så underligt, eftersom bogens handling starter for over 2000 år siden. Det var spændende at følge med i, hvordan byen langsomt tager form, så den ligner det London, jeg kender. Selvfølgelig ikke meget detaljeret – forfatteren bliver nødt til at male med den brede pensel, og derfor var det som læser sjovt at gætte med på hvilke historiske begivenheder, han ville inddrage. Det er mere eller mindre umuligt at komme udenom pesten og den store brand i 1666, da disse ulyksalige begivenheder var med til at forme byen, men også personligheder som Elisabeth den første og Henrik den ottende var naturligvis med – om end dog kort.

Jeg kan godt lide, at fokus er på byen og den almene borger – og ikke så meget de kongelige eller andre af magtens mænd, der oftest er hovedpersoner, når man genfortæller verdenshistorien. Den jordnære vinkel fik bogen til at virke mere troværdig – nærmest som at være der selv – og det var klart et af plusserne.

Omvendt savnede jeg ind imellem en hovedperson, for der manglede lidt nogen at ‘holde med’ og holde af, og selvom der var flere familier, der trak tråde hele vejen gennem historien, så var det ikke helt det samme.

‘London’ er en hyggelig genfortælling af byens historie og en fin genopfriskning af en række af de vigtigste begivenheder i byen. Der er langt flere happy endings i denne bog end i Ken Folletts historiske romaner – måske næsten for mange, men det er jo en smagssag. Jeg synes i hvert fald, at det er et fint bud på en historisk roman, som vil egne sig godt som sommerferieprojekt, for det tager altså lidt tid at tygge sig igennem den næsten 1000 sider lange bog.

2 tanker om "London"

  1. Hvor lyder det godt! Netop denne bog står på min reol og venter utålmodigt! Det lyder interessant, at vinklen er lidt anderledes end andre typiske historiske romaner. Vil glæde mig til at læse den 🙂

    • Jeg kan godt lide, at vinklen er lidt anderledes her. Tror ikke jeg vil synes om at læse mange bøger skrevet på denne måde, men jeg kan godt lide, at denne er lidt utraditionel og ‘udfordrer’ mit syn på, hvordan en historisk roman skal være bygget op 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *