Lue – Skovhuggerens saga 1


SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar i sommers og har siden flere gange haft fat i den uden at komme i gang med at læse den. Jeg blev pludselig bange for, at den ville være for banal og traditionel til min smag, men for nylig fik jeg endelig gået i gang med bogen, og det kom jeg ikke til at fortryde.

Resumé:
Da høvdingesønnen Ragner er elleve år, må han flytte fra hjemmet i ly af natten. Farens nye hustru stræber ham efter livet og har sendt sine familiemedlemmer efter Ragner. Med snilde og held formår han at undslippe, men nu står han alene midt i en kold og barsk verden. Hvor kan han søge ly? Og hvem kan han stole på?

Det bedste:
Den kølige nordiske stemning og de mange detaljer om hverdagslivet i bogen. Måske lige lovlig megen hverdag ind imellem men samtidig også godt i forhold til at skabe verdenen og et nuanceret billede af Ragner og hans omgivelser. Samtidig er det en meget reel historie, og så er der for en gangs skyld ingen kærlighedshistorie – et sjældent syn i ungdomsbøger. Bogen er i øvrigt smukt illustreret.

Det værste:
Jeg savnede lidt mere handling i anden halvdel af bogen. Den kom til at stå lidt for meget i kontrast til første del, hvor der virkelig var fart over feltet. Derudover brød jeg mig ikke om den lemfældige kommatering i bogen. Godt nok havde forfatteren advaret i forordet om, at tegnsætningen ville være lidt kreativ, da den skulle passe til højtlæsning. Det var ikke et problem i starten af bogen, men undervejs blev kommateringen mere og mere irriterende – ikke mindst fordi det ikke umiddelbart virkede som en hjælp i forhold til højtlæsning.

Kan anbefales til:
Er du til nordisk fantasy, hvor der er mere fokus på hverdagssysler og personlighedsopbygning end på storladent drama, så er ‘Lue’ noget for dig. Handlingen og tempoet er en anelse underspillet, så er du mest til actionpacked bøger, er den næppe noget for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *