Lyden af stilhed

Jeg har ikke været så heldig med lydbøgerne her på det sidste, men ‘Lyden af stilhed’ skilte sig heldigvis positivt ud.

Bogen er skrevet af Rosamund Lupton og handler om kvinden Yasmin, der sammen med den 10-årige datter flyver til Alaska for at besøge ægtemanden Matt. Yasmin er rasende, da hun tager af sted, da Matt har haft en affære med en lokal kvinde, men da hun ankommer, får hun at vide af politiet, at Matt er omkommet i en brand. Politiet har dog endnu ikke fundet liget, og Yasmin nægter at tro, at manden er død. Snart er hun og datteren på en farefuld køretur ud i snelandskabet for at lede efter ham. Vejret viser sig dog ikke at være den eneste udfordring – også en mystisk lastbilchauffør øger spændingen og gør deres køretur til en kamp mod tiden og ikke mindst kulden.

Jeg synes, at titlen er utrolig velvalgt til denne rolige og nærmest underspillede thriller. Den er meget stemningsfuld, og jeg kan næsten mærke frosten bide og sneen knirke, når forfatteren beskriver det vejr, som Yasmin og datteren kører ud i. Virkelig fascinerende og skræmmende omgivelser på samme tid.

Grundhistorien er enkel men troværdig, og jeg kan godt forstå Yasmins besættelse af at finde frem til manden, selvom det også virker ret ekstremt i forhold til vejrsituationen og det faktum, at hun har et barn med sig. Jeg var dog ikke så vild med twistet med lastbilchaufføren – det virkede bare ikke på mig, og det kom til at virke ret søgt.

 

Hvis du gerne vil læse en stemningsfuld vinter-thriller uden de store action-sekvenser, så kan jeg anbefale at læse denne bog. Plottet er ikke specielt nyskabende, men den iskolde og frostmættede stemning er helt perfekt til vinterlæsningen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *